Forskning og dokumentation

Forskning og dokumentation

KEEP er udviklet i USA af Oregon Social Learning Center (OSLC). Metoden bygger videre på erfaringerne med metoden TFCO (Treatment Foster Care Oregon), tidligere kaldet MTFC (Multidimensional Treatment Foster Care), som er udviklet af den samme forskergruppe.

Forskerne tog med forskningsdirektør Ph.D. Patricia Champerlain i spidsen udgangspunkt i den rige mængde af forskning, der viser, at anbragte børn har en øget risiko for traumatisering og en række komplekse og meget seriøse adfærdsmæssige og mental sundhedsmæssige samt fysiske problemer under anbringelsen samt senere i livet. Samtidig tog de udgangspunkt i det store potentiale, der ligger i en familieanbringelse frem for en institutionsanbringelse.

Siden udviklingen af KEEP har modellen været implementeret i USA (Baltimore, Maryland, Yakima, Washington, Tennessee), Sverige, England og Danmark. Desuden har New York City et større projekt, hvor indsatsen i plejefamilien kombineres med en indsats i den biologiske familie via en tilpasset udgave af PMTO (se mere information om PMTO her). Målet med den kombinerede indsat er en bedre og hurtigere hjemtagelse eller sikring af en stabil anbringelse med støtte fra den biologiske familie.

Programudvikleren har udviklet KEEP metoden ud fra ønsket om at understøtte plejefamilier med konkrete redskaber, der skal sikre:

  • at plejebarnets følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer håndteres hensigtsmæssigt
  • at plejefamilien kan håndtere plejebarnets traumatisering og etablere et udviklingsmiljø, der understøtter positive tilknytningsmekanismer
  • at ikke-planlagt sammenbrud i anbringelsen undgås
  • plejefamiliernes fortsatte motivation for plejefamilieopgaven

En effektundersøgelse fra USA og resultatdokumentation fra Sverige og England viser positive resultater af KEEP i form af nedgang i adfærdsproblemer hos barnet. Resultatdokumentationen tyder desuden på, at plejefamilierne bliver endnu bedre til at fokusere på det positive i forholdet med deres plejebarn og lavere stressniveau hos plejeforældrene. Resultaterne fra USA antyder, at der er færre sammenbrud ved anvendelse af KEEP.

Viden og erfaringer fra Danmark

Oxford Research har for Socialstyrelsen foretaget evaluering af pilotprojekt med implementering af KEEP i Danmark.

Evalueringen kan læses her.

Afprøvningen omfattede fem kommuner (Varde, Odense, Herning, Lolland og Slagelse) og to organisationer (FABU og VITA) og plejefamilier med i alt 79 plejebørn.

Evalueringen viser, at KEEP kan implementeres i Danmark med god succes. Plejefamilierne har modtaget konceptet yderst positivt, og det er lykkes at implementere med høj loyalitet overfor metodens kernekomponenter.  KEEP-forløbene giver en grundlæggende tilgang om kompetenceløft af plejefamilier. Forløbet faciliterer en handlingsrette læring frem for ren undervisning. Der er fokus på konkrete redskaber og gennemførelsen af hjemme-øvelser skaber grundlaget for et forløb, hvor både deltagere og gruppeleder får sig selv i spil.

Plejeforældre, der har været igennem KEEP, forventes at opleve færre udfordringer ved håndtering af deres plejebørns problemadfærd. Dette forventes at ske som et resultat af, at plejeforældrene lærer nye og konstruktive måder at håndtere børnenes problemadfærd på, og at plejeforældrene oplever at blive mindre stressede i situationer, hvor børnene udviser problemadfærd, fordi plejeforældrene lærer at fokusere på barnets positive adfærd. Evalueringen viser, at KEEP har den forventede umiddelbare virkning.

Plejeforældrene vurderer, at de med KEEP afværger og afhjælper problemadfærd hos deres plejebørn.

Effekten af KEEP for plejebørnene er ydermere forsøgt afdækket via et kontrolgruppedesign. Undersøgelsen kan ikke påvise en signifikant effekt af KEEP i forhold til en kontrolgruppe. En del af forklaringen på det kan være, at datagrundlaget er forholdsvis spinkelt.

Efter pilotafprøvningen har fire kommuner (Varde, Herning, Slagelse & Lolland) og én organisation (FABU) forsat implementeringen af KEEP, og nye kommuner og organisationer er kommet til i løbet af 2019. Modellen er blevet yderligere tilpasset til dansk kontekst og bliv i 2018/2019 udvidet til at omfatte plejefamilier med teenagere i alderen 12- ca.16 år.  Der er opbygget kapacitet til, at undervisningen og vejledningen i KEEP kan foregå via danske undervisere og coach. Undervisningsmaterialer og uddelingsark til forældre har gennemgået en kraftig revision og er tilpasset til danske forhold.

Resultatopsamlingen for de 182 plejebørn, der har været involveret i perioden 2015-2018, viser et signifikant stort fald i børnenes problematikker.  Plejebørnenes problemniveau måles ved plejeforældrenes dagsrapport (PDR), der i gennemsnit udviser et markant højt problemniveau ved opstart. Problemniveauet falder i gennemsnit 37,6 % ved gennemførelse af et KEEP-forløb og ender på et niveau, der ifølge forskningen kraftigt formindsker risiko for ikke-planlagt sammenbrud i anbringelsen. PDR måler samtidig familien samlede belastningsgrad. Her opnås et fald på over 43 % i familiens samlede stress- og problemniveau.

Senest opdateret 14-08-2019

Kontakt

Gøye Thorn Svendsen
Psykolog, specialkonsulent

Vidensportalen

Læs mere om de dokumenterede metoder på Social- og Boligstyrelsens vidensportal om udsatte børn og unge.