Når du har skrevet din ansøgning, skal du sende den til os via statens elektroniske rekrutteringssystem. Du finder linket til rekrutteringssystemet nederst i stillingsopslaget. Her kan du også se, hvornår der er ansøgningsfrist.
Din ansøgning skal – foruden din motiverede ansøgning – indeholde dit cv og en kopi af dine eksamensbeviser.
Når du har sendt din ansøgning korrekt, modtager du en kvittering på e-mail. Skulle du mod forventning ikke modtage en kvittering, skal du sende en mail til hr-sbst@sbst.dk. Har du tekniske problemer med at ansøge, kan du sende din ansøgning og cv til samme e-mailadresse.
Jobsamtalen
Efter ansøgningsfristens udløb kontakter vi de ansøgere, vi gerne vil se til en uddybende jobsamtale. Selve jobsamtalen tager normalt 30-45 minutter og vil i udgangspunktet foregå i Odense – medmindre andet aftales.
Til samtalen vil der være et ansættelsesudvalg. Ansættelsesudvalget består som oftest af to til fire personer og vil som udgangspunkt bestå af din eventuelt kommende kontorchef samt medarbejdere fra det kontor, hvor du søger en stilling.
Ofte vil vi efterfølgende indkalde 2-3 kandidater til en 2. samtale. En eventuel 2. samtale vil vare cirka en times tid og med samme ansættelsesudvalg.
Inden 2. samtale kan du desuden blive bedt om at udfylde en personlighedsprofil. I Social- og Boligstyrelsen arbejder vi med en såkaldt Disc-profil, som er et analyseværktøj til at vurdere en kandidats adfærd. Du kan også få udleveret en case, som du skal løse inden samtalen.
Ansættelse og løn
Hvis det er dig, vi vil tilbyde ansættelse, vil du blive kontaktet af lederen eller kontorchefen for den pågældende enhed. Din ansættelse er naturligvis betinget af, at vi kan nå til enighed om løn- og ansættelsesvilkår.
Du vil modtage et løntilbud fra HR, som du har mulighed for at gennemgå med din tillidsrepræsentant.
Når du har accepteret et løntilbud, vil du modtage et ansættelsesbrev i din e-Boks, og så kan du ellers se frem til at begynde i dit nye job i Social- og Boligstyrelsen.
Afslag på ansøgning
Hvis du har været til samtale, men ikke er blevet tilbudt stillingen, vil du hurtigst muligt blive ringet op med et begrundet afslag. Vi sender desuden skriftlige afslag til samtlige ansøgere, som ikke har været til samtale, når ansættelsesprocesessen er afsluttet.
Din opstart i Social- og Boligstyrelsen
I Social- og Boligstyrelsen gør vi vores bedste for, at nye medarbejdere skal føle sig taget godt imod. Derfor sender vi en velkomstpakke til dig en uges tiden inden din første arbejdsdag. I pakken finder du information om din første arbejdsdag i styrelsen samt velkomstmateriale, så du kan lære din nye arbejdsplads bedre at kende.
Forud for din første arbejdsdag vil der være blevet udpeget en kontaktperson fra dit team, der vil tage imod dig på din første arbejdsdag, og som vil hjælpe dig med at falde godt til i styrelsen. På din første arbejdsdag vil du også få udleveret din computer og arbejdstelefon.
På din første Fælles Fredag byder direktøren nye medarbejdere velkomne.
Introduktionskurser for nye medarbejdere
Alle nye medarbejdere skal deltage i en række introduktionskurser til det at arbejde i Social- og Boligstyrelsen. Du vil blandt andet blive introduceret til vores journaliseringssystem F2, god embedsmandsskik, HR og Forum m.m.
Derudover bestræber vi os på at tilrettelægge en rolig og overskuelig opstart med fokus på sidemandsoplæring og flittig sparring med dine nye kollegaer.
Inden udgangen af 6. uge, bliver du indkaldt til en samtale med din leder/chef. Til samtalen vil I snakke om din opstart i styrelsen og om eventuelle opmærksomhedspunkter i forhold til din trivsel og opgaveløsning.
Se vores ledige stillinger