I det socialfaglige arbejde med børn og unge med ikke-vestlig baggrund kan der være brug for, at medarbejdere og ledere har en integrationsfaglig opmærksomhed på specifikke hensyn eller behov hos børnene, de unge eller i og omkring familierne. Ligeledes kan der være behov for en skærpet opmærksomhed på de forforståelser, fagpersonen selv bringer med ind i mødet med børnene, de unge og familierne.
E-læring
Social- og Boligstyrelsen, Ankestyrelsen (AST) og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har sammen udviklet et e-læringsforløb med fokus på integrationsfaglighed i det sociale arbejde.
E-læringen består af fem moduler. Det første giver en generel introduktion til området. De øvrige moduler fokuserer på forskellige centrale opmærksomhedspunkter i mødet med familier med ikke-vestlig baggrund:
Modul 1: Integrationsfaglighed som del af dit socialfaglige arbejde
Modul 2: Risikofaktorer for udsathed hos børn og unge med ikke-vestlig baggrund
Modul 3: Æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol
Modul 4: Traumeramte familier med ikke-vestlig baggrund
Modul 5: Brug af tolk
Alle modulerne har fokus på at give både viden om området og inspiration til nye handlemuligheder, ligesom der lægges op til refleksion over egen praksis. Forløbet afsluttes med en fiktiv case.
Målgruppe
E-læringsmaterialet er målrettet børne- og ungerådgivere i kommunale myndighedsafdelinger.
Andre fagpersoner med interesse for feltet kan også få gavn af materialet. Herunder fagpersoner som samarbejder med myndighedsafdelingen om målgruppen; fx medarbejdere og ledere fra skole, dagtilbud, SSP, PPR, familiebehandlere mv. E-læringen kan ligeledes være relevant for fagpersoner i KUI, jobcenter eller lignende, som samarbejder med børne- og familieafdelingen
Det praktiske
E-læringsforløbet er gratis og er tilgængeligt hos Ankestyrelsens via platformen Plan2Learn.
Modulerne kan tages individuelt eller som led i en fælles kompetenceudvikling på din arbejdsplads.
Find e-læringen på Plan2Learn
Baggrund
E-læringsforløbet er udarbejdet på baggrund af de erfaringer Social- og Boligstyrelsen, Ankestyrelsen (AST) og Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har gjort sig på baggrund af det indsatsteam, der er etableret i forbindelse med aftalen om Børnene Først. Indsatsteamet tilbød rådgivnings- og udviklingsforløb til kommunerne.
Hovedfokus i indsatsteamets rådgivning er at styrke kommunernes håndtering af underretninger og sagspraksis samt valg af indsats i sager om børn og unge fra familier med ikke-vestlig baggrund. Rådgivningen fra indsatsteamet har bidraget til at sikre, at udsatte børn og unge og familier med ikke-vestlig baggrund reelt har lige adgang til at få den samme hjælp og støtte som andre udsatte børn, unge og familier i Danmark.
Læs mere om rådgivningstilbuddet