Om ICS

Integrated Children’s System (ICS) er en helhedsorienteret metode for sagsbehandling og udredning i sager om udsatte børn og unge.

Baggrund

I 2004 besluttede det daværende Socialministerium og KL, at støtte en digitalisering af området for udsatte børn og unge. Man ville skabe et IT-system (DUBU – Digitalisering - Udsatte Børn og Unge), der kunne udnytte digitaliseringens fordele til at sikre god sagsbehandling, men som havde et solidt socialfagligt fundament.

I afsøgningen af en socialfaglige metode der kunne sikre det faglige aspekt i IT-systemet, blev Integrated Children´s System valgt som det bedst egnede til at fungere som fremtidig ramme for sagsbehandlingen. ICS kom til Danmark i 2007, og er siden 2011 it-understøttet af bl.a. DUBU.

Du kan læse mere om DUBU på KOMBITs hjemmeside

ICS-metoden

Det primære formål med at anvende ICS er styrket kvalitet i sagsbehandlingen ved understøttelse af en systematisk og helhedsorienteret tilgang, der sætter barnets behov i centrum.

ICS er baseret på den grundlæggende forståelse af, at barnets behov formes i et tæt samspil mellem barnets udvikling, forældrenes kompetencer og familien og netværket – de tre sider i ICS-trekanten. 

ICS understøtter en sagsbehandlingspraksis hvor barnet, familien og netværket bliver inddraget og er aktivt medvirkende til at løse barnets og familiens problemer, og hvor der er fokus på såvel ressourcer som problemer. De overordnede målsætninger for ICS er:

  • Mere systematik i sagsbehandlingen
  • Stærkere inddragelse af barn og forældre i sagsbehandlingen
  • Anvendelse af ressourcer fra familien og netværket
  • Bedre matchning af behov og indsats

ICS anvendes i hele sagsforløbet fra den indledende screening og afdækning eller børnefaglig undersøgelse til udarbejdelse af og opfølgning på mål for indsatsen.

Det teoretiske fundament

En central forståelse bag ICS er den økologiske systemiske forståelse af et barns udvikling og Bronfenbrenners økologiske systemteori. ICS er bygget op omkring flere forskellige teoretiske udgangspunkter, som samlet udgør det teoretiske fundament. Det teoretiske fundament handler om viden om udviklingspsykologi, tilknytning, affektregulering, mentalisering og traumatisering samt forståelsen af resiliensprocesser.

Læs mere om anvendelsen af ICS og metodens teoretiske fundament i udgivelserne nedenfor.

 

Kontakt

Katrine Adler
Fuldmægtig