Både holdningsmæssigt og retligt er udgangspunktet, at borgere, der modtager hjælp efter serviceloven, ligesom andre borgere, har en række grundlæggende rettigheder, der følger af grundloven og internationale konventioner, fx Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Borgerne har således ret til bevægelsesfrihed, privatliv og personlig integritet.
I det daglige arbejde med en borger kan der imidlertid opstå situationer, hvor medarbejderne, der tager sig af borgeren, er nødt til at foretage handlinger, der er et indgreb i borgerens rettigheder.
Det kan være indgreb, der sker alene af hensyn til borgeren selv, fx hvis en kvinde med demens, blidt, fastholdes i en badesituation. Det kan også ske af hensyn til andre, fx hvis en ung på et anbringelsessted føres til sit værelse, fordi vedkommende udviser en adfærd, der er uforsvarlig.
Det er magtanvendelse, når borgeren ikke frivilligt medvirker til foranstaltningen. Alle former for magtanvendelse skal registreres og indberettes.
Social- og Boligstyrelsen står for formidlingen af reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten, både på børne- og ungeområdet og på voksenområdet.