Dine rettigheder som forælder til et anbragt barn eller ung

Når et barn eller en ung er anbragt i en plejefamilie eller på et børne- og ungehjem, er det plejeforældrene og personalet, der i det daglige skal beskytte og drage omsorg for barnet eller den unge. Regler om plejefamilier og personales ansvar og handlemuligheder over for bøn og unge, der er anbragt på forskellige anbringelsessteder, findes i voksenansvarsloven.

Voksenansvarsloven gælder for plejefamilier og børne- og ungehjem, herunder delvis lukkede og sikrede institutioner. Loven indeholder regler om plejeforældre og personales adgang til at bruge fysisk magt og indgreb i et barns eller en ungs selvbestemmelse ret i forbindelse med, at de varetager omsorgen for barnet eller den unge. Voksenansvarslovens regler skal sikre børn og unge, der er anbragt, mod overgreb og unødvendig magtanvendelse, mens de er anbragte. Ligeledes er børnene og de unge beskyttet mod unødvendige indgreb i deres selvbestemmelsesret. Voksenansvarsloven skal ses i sammenhæng med bestemmelser i barnets lov om anbringelse af børn og unge uden for hjemmet.

Hvad er en magtanvendelse og indgreb i selvbestemmelse?

En magtanvendelse på et anbringelsessted er en situation, hvor de voksne mod et barns vilje og på trods af dets modstand fastholder det eller fører det til et andet sted. Det er også en magtanvendelse, hvis en ung på en delvis lukket afdeling tilbageholdes på en afdeling bag aflåste vinduer og døre, eller hvis en ung på en sikret institution låses inde i et særskilt isolationsrum.

Ved indgreb i selvbestemmelsesretten er der tale om indgreb i privatlivets fred. Det er fx kontrol med kommunikation, undersøgelse af et barn eller en ungs person eller deres ejendele, overvågning af færden og adfærd eller begrænsning i rådighed over ens ejendele, fx ens mobiltelefon.

Denne hjemmeside

Hjemmesiden ”Dine rettigheder som anbragt barn eller ung” er målrettet børn og unge, som er anbragt uden for hjemmet, og har til formål at informere børn og unge om deres rettigheder. Som forælder til et anbragt barn kan du med fordel også orientere dig på hjemmesiden, hvis du gerne vil vide mere om dit barns rettigheder. Afhængig af hvilken type anbringelsessted (plejefamilie, åben børne- og ungehjem, delvis lukket døgninstitution eller sikret institution), dit barn bor på, er der forskellige regler, der gælder.

Nogle af reglerne i voksenansvarsloven omhandler også forældre til et barn eller en ung, der er anbragt uden for hjemmet. Regler omhandler ofte forældremyndighedsindehaveren. På denne side er der en kort beskrivelse af reglerne i voksenansvarsloven, og den betydning, de har for dig som forælder.

De regler, der omhandler sagsbehandling og afgørelse om at anbringe et barn eller en ung, herunder samvær og kontakt under en anbringelse, findes i barnets lov, og beskrives derfor ikke på denne side.

Orientering til forældrene om rettigheder

Når et barn eller en ung bliver anbragt på et børne- og ungehjem, skal lederen af børne- og ungehjemmet fortælle barnet eller den unge samt forældre med forældremyndighed, om reglerne for brug af magt og indgreb i privatlivets fred. Lederen skal også informere om muligheden for at klage til Ankestyrelsen eller kommunalbestyrelsen.

Det samme gælder, hvis et barn eller en ung bliver anbragt i en specialiseret plejefamilie. Her er det kommunen, det vil sige børne- og ungerådgiveren, som anbringer barnet, der skal oplyse barnet eller den unge samt forældre, der har forældremyndigheden, om reglerne og om mulighederne for at klage.

Kontakt

Annie Gaardsted Frandsen
Specialkonsulent