Retten til selvbestemmelse og medbestemmelse

Når du er anbragt i en plejefamilie, har du ret til indflydelse på de forhold, der vedrører din hverdag og dit liv. Det betyder, at de voksne skal lytte til det, du siger, og tage dine synspunkter alvorligt. Hvor meget indflydelse, du har på de forskellige ting i din hverdag, afhænger af, hvor gammel du er, og hvor moden du er.

Ligesom alle andre børn og unge, der har en sag i kommunen, har du også ret til at blive inddraget i din egen sag og de beslutninger, kommunen træffer om den hjælp og støtte du får. Det kan fx betyde, at du skal spørges om, hvad du ønsker, og at du skal lyttes til. Du har ret til at få indflydelse på forhold, som har med dig at gøre. De voksne har dog ansvaret for at træffe de beslutninger, som de vurderer, er bedst for dig.

Du vil sikkert nogle gange opleve, at beslutningerne ikke er, som du ønsker det. I den situation har du ret til at få en forklaring på beslutningerne. Din børne- og ungerådgiver og dine plejeforældre skal sørge for, at de beslutninger, der træffes om din hverdag og dit liv, er det, der er bedst for dig, og hjælper dig mest muligt. Når man har en sag i kommunen, er der nogle af beslutningerne, som man kalder for ’afgørelser’, og dem kan du klage over. Det kan du læse mere om under ”Retten til at klage”.

 

Nej, dine plejeforældre må ikke tvinge dig til at aflevere din mobiltelefon eller tage den fra dig med magt.

Du har ret til at kommunikere med omverdenen – din familie og dine venner. Du har ret til at have adgang til en mobiltelefon og du har ret til at have adgang til internettet, og kommunikere digitalt. Nogle gange kan der dog være grund til, at dine plejeforældre sætter begrænsninger for din ret til at kommunikere. Fx for at sikre, at du får din nattesøvn, kan der være lavet en regel om, at mobiltelefoner skal afleveres om aftenen. Hvis der er regler om, at du skal lægge mobiltelefonen fra dig, før du går i seng, eller lægge den væk, imens man spiser, skal du have den igen, når du vågner, eller når I er færdige med at spise. Det er vigtigt, at overholde reglerne, der er i din plejefamilie, for reglerne kan hjælpe til at gøre tingene nemmere og bedre i familien. Dine plejeforældre må dog aldrig bruge magt for at sikre, at reglerne overholdes.

Dine plejeforældre må heller ikke forlange at overhøre dine telefonsamtaler med andre eller overvåge de sms’er, du modtager eller sender eller lignende.

Hvad du kigger på på internettet, er op til dig og en del af dit privatliv. Det er dog altid fornuftigt, at du tænker dig om, når du bruger internettet. Overvej fx hvad du sender, og hvem du sender det til – så undgår du, at nogen deler noget information om dig, som du ikke har lyst til bliver delt. Tænk dig også om, før du går ind på en hjemmeside, så du ikke kommer ind på en hjemmeside, der viser noget ulovligt. Hvis du tænker dig godt om, bliver risikoen for, at du bliver hacket eller får virus på din computer også mindre.

Dine plejeforældre kan have sørget for, at computeren eller telefonen har begrænsninger for, hvad du kan finde på internettet, så du fx ikke kan komme ind på nogle pornografiske eller kriminelle hjemmesider. Det har de gjort for at beskytte dig. Der er grænser for, hvad dine plejeforældre må forhindre dig i at finde på internettet. Det vil også afhænge af din alder og din modenhed. Det er fx ikke i orden, at dine plejeforældre forhindrer dig i at gå til hjemmesider med musik og spil (for din aldersgruppe), fordi de ikke kan lide det samme, som du kan, eller synes, at du skal bruge tiden til noget, de synes, er mere fornuftigt.

Nej, dine plejeforældre må ikke teste dig for alkohol eller stoffer. Men at drikke for meget alkohol eller tage stoffer kan give mange problemer, og kan være farligt – både for dig og dem omkring dig. Derfor skal dine plejeforældre eller nogle andre voksne hjælpe dig med ikke at gøre det. Der er det fx også i orden, hvis dine plejeforældre har nogle regler om, at du skal være en bestemt alder, inden du må drikke alkohol.

Nej, det må de ikke. Du har altid ret til at fortælle din børne- og ungerådgiver og andre, hvad du mener, og det er vigtigt, at du gør det, hvis det handler om din hverdag, dine ønsker og dine behov. Der er ingen, der må bestemme, hvad du skal sige.

Når det handler om dig og dit liv, skal din børne- og ungerådgiver fra kommunen altid spørge til, hvordan du oplever tingene, og hvad din mening er. Det står i loven. Det er ikke sikkert, at beslutningerne bliver, som du gerne vil have dem, men de voksne skal altid lytte til din mening, og kommunen skal inddrage din mening i de beslutninger, de tager. Det er de voksnes ansvar at træffe de beslutninger, som er de bedste for dig, og du kan altid spørge dem om, hvorfor en beslutning er blevet, som den er.

Du skal også vide, at du altid har ret til at have en bisidder med til et møde. Det er en anden person end dine plejeforældre. Det behøver ikke at være fordi, du har svært ved at sige noget, det kan bare være fordi, du føler, at det er en tryghed for dig. Du kan inden for nogle rammer selv vælge, hvem der skal være din bisidder. En bisidder er en person over 15 år, som kan sikre og støtte op om, at du bliver inddraget i din egen sag og får indflydelse på det forløb, som skal tilrettelægges fremadrettet. Personer, som kender dig fra din hverdag, kan være bisidder i din sag. Men du kan også kontakte Børns Vilkår på 35555556. De kan hjælpe dig med en besidder, som du ikke kender, men som kan hjælpe dig.


Dine plejeforældre må som udgangspunkt ikke bestemme, hvilket tøj du må have på. Dine plejeforældre og andre voksne skal vise respekt for den person, du er, og for at du vælger at gå i det tøj, som du godt kan lide. Det tøj, du vælger at tage på, kan nogle gange sige noget om den person, du er, og dine plejeforældre skal respektere dig og din personlighed.

Dine plejeforældre må ikke bestemme, hvad du skal have på, når det fx handler om, om du vil have en blå eller rød bluse på, men dine plejeforældre må godt sætte nogle rammer for, hvordan du må se ud. Det skal selvfølgelig være nogle rimelige rammer. Nogle gange kan det være i orden, at dine plejeforældre fortæller dig, hvilket tøj du bør tage på, og hvordan du ser ud. Fx hvis dine plejeforældre er bekymrede for, at du har for lidt tøj på til årstiden, eller at du fx via påtrykt tekst eller mærker sender nogle signaler, som støder andre eller måske endda kan være skadelige for dig i forhold til det fællesskab du indgår i på din skole eller fritidsjob.

Det handler ofte om, at dine plejeforældre gerne vil passe på dig, og passe på, at du ikke kommer til at sende nogle uheldige signaler til omverdenen med den måde, du ser ud på. Men medmindre du ikke er særlig gammel, eller det vil være helt uforsvarligt at lade dig gå udenfor med det tøj, du har valgt, (fx tyndt tøj en dag med frost), så bestemmer du selv, hvilket tøj du vil have på, og hvordan du vil se ud. 

Hvis du synes, at reglerne hos dine plejeforældre er helt urimelige, og at du bliver meget begrænset i måden, du ser ud på, kan du tale med din børne- og ungerådgiver, din støtteperson eller en anden voksen, du har tillid til.

Det er usundt at ryge cigaretter, e-cigaretter og tage snus, men det er ikke ulovligt, og dine plejeforældre må ikke bestemme, om du må ryge eller tage snus. Da det er usundt at bo i et hus, hvor der ryges, er der nok nogle regler for hvor og hvornår, du må ryge hos din plejefamilie – ligesom der vil være i mange andre familier. Der kan fx være en regel om, at du ikke må ryge indenfor, fordi det udsætter de andre i huset for en sundhedsrisiko, også hvis det er e-cigaretter. Hvis du synes, at reglerne for hvor og hvornår du må ryge eller snuse er meget urimelige, og at det måske tit er årsag til konflikt imellem dig og dine plejeforældre, så kan du prøve at snakke med din børne- og ungerådgiver eller en anden voksen om det.

Kontakt

Annie Gaardsted Frandsen
Specialkonsulent