Retten til omsorg og beskyttelse

Når du er anbragt, betyder det, at nogle andre voksne end dine forældre skal udvise omsorg over for dig og sørge for, at du er tryg. I dit tilfælde er det dine plejeforældre.

Omsorg og beskyttelse betyder, at der skal være nogle voksne, der hjælper dig med at få hverdagen til at hænge sammen, så du går i skole, til fritidsaktiviteter og har mulighed for at være sammen med dine venner.

Omsorg og beskyttelse betyder også, at der er voksne, der sørger for, at du har de ting, du har brug for til at leve en god og tryg tilværelse. Det kan fx være, at du altid har passende tøj til årstiden, et varmt hjem, en seng at sove i, mad og medicin, samt at du enten har ting som sæbe, shampoo, bind, osv. til din hygiejne eller får penge til at købe det. Du skal også have lægehjælp, hvis du har brug for det.

Omsorg og beskyttelse er også, at du skal have nogle voksne at snakke med om dine problemer; nogle voksne, der trøster dig, hvis du er ked af det, og som passer på dig og interesserer sig for dig. De voksne skal også gribe ind, hvis du (eller andre omkring dig) er ved at gøre noget farligt.

Dine plejeforældre skal sørge for, at du har adgang til et bad med varmt vand, og at du har det, du skal bruge til badet fx sæbe og håndklæder, eller har penge til at købe det. Dine plejeforældre skal støtte dig i at komme i bad, hvis det er svært for dig, eller hvis du ikke gider. Det er vigtigt at gå i bad hyppigt af hensyn til din hygiejne, og dit samvær med andre. Man kan for eksempel nemt komme til at lugte af sved.

I din plejefamilie kan der være regler om, hvor tit du og de andre skal gå i bad, og dine plejeforældre kan opfordre og opmuntre dig til at gå i bad. Men dine plejeforældre må ikke bruge fysisk magt for at få dig til at gå i bad; de må ikke tage tøjet af dig eller begynde at vaske dig med tvang.

Alle børn og unge i Danmark skal have undervisning i 10 år. Det står i Folkeskoleloven. Derfor går næsten alle børn og unge i skole. Hvis ens forældre eller andre voksne kan sørge for, at man som barn eller ung får en undervisning, der er lige så god, som den man får i en skole, kan man blive undervist derhjemme. Men man skal undervises. Da du blev anbragt i din plejefamilie, besluttede din børne- og ungerådgiver, eventuelt sammen med dine forældre og dine plejeforældre, hvor du skal undervises.

Hvis du ikke er glad for at gå i skole, så skal du have hjælp til, at det bliver bedre. Dine plejeforældre skal sørge for, at du kommer i skole og kan tage imod læring. Men de skal også sammen med dine lærere finde ud af, hvad der gør, at du ikke er glad for at gå i skole. Det kan være, at du i en periode skal have ekstra hjælp i skolen, eller at du skal gå i en anden skole, hvor undervisningen er anderledes. Det betyder nogle gange, at dine plejeforældre laver nogle regler, som du skal overholde, for at du kan komme i skole. Det kan fx betyde, at du skal gå i seng på et bestemt tidspunkt, eller at der bliver slukket for internettet om aftenen. Sådanne regler kan hjælpe til, at du får din vigtige søvn, så du er frisk næste dag og har lettere ved at lære.

Det kan også være, at du er ked af at gå i skole, fordi du fx bliver mobbet. Hvis du bliver mobbet i din skole, er det noget, du skal tale med dine lærere og dine plejeforældre eller andre voksne om. Skolen har pligt til at lave en plan for at undgå, at du og andre børn bliver mobbet.

Men uanset, hvorfor du evt. ikke har lyst til at gå i skole, så må dine plejeforældre ikke bruge fysisk magt til at få dig i skole. De må fx ikke bære dig ud til bilen eller ind i skolen.

Nej, dine plejeforældre må ikke tvinge dig til at tage medicin. Hvis din medicin er nødvendig, er det selvfølgelig vigtigt, at du tager den. I nogle tilfælde kan du blive meget syg af ikke at tage din medicin. Dine plejeforældre skal altid tale med dig og prøve at få dig til at forstå, hvorfor det er vigtigt, at du tager din medicin. Hvis du fortsat ikke vil tage din medicin, må dine plejeforældre snakke med din læge om situationen og finde en løsning. Men dine plejeforældre må altså ikke tvinge dig til at tage medicin fx ved at holde dig fast, mens de giver dig den.

Nej. Der skal være voksne, som du kan snakke med, hvis du har det svært, men du kan ikke tvinges til at tale om noget eller med nogen, hvis du ikke har lyst.  Nogen gange kan det være rigtig godt at få snakket om sine problemer, og måske kan man finde andre måder at løse tingene på, når man taler med en voksen om det. Hvis du ikke er så glad for at snakke med dine plejeforældre, men har nogle problemer, som du gerne vil tale om, så kan du fx snakke med din børne- og ungerådgiver eller ringe til BørneTelefonen på 116111. Du kan også finde flere oplysninger om dine rettigheder og andre ting på Børneportalen.

I de fleste familier er det de voksne, der handler ind og laver mad – nogle gange med hjælp fra deres børn. Hvis du ikke kan lide den mad, du får hos din plejefamilie, kan du prøve at snakke med dine plejeforældre, om I kan få noget andet at spise. Tit kan man få lov til at være med til at bestemme.

Dine plejeforældre skal sørge for, at du får god og sund mad, og at de sammen med dig finder ud af, hvad du godt kan lide. Du vil sikkert opleve, at de går op i, at du spiser sundt og deltager i måltiderne sammen med resten af familien.

Hvis de serverer noget, du ikke bryder dig om, kan de måske give dig et alternativ, som du kan vælge. Du har krav på at få mad og blive mæt. Dine plejeforældre må ikke tvinge dig til at spise noget, du ikke kan lide eller ikke vil have. Du har også krav på, at det bliver respekteret, hvis du fx er vegetar og ikke vil spise kød.

Hvis du gør noget, som dine plejeforældre synes sætter dig eller andre omkring dig i en dårlig situation, må dine plejeforældre gerne lægge en arm om skulderen på dig for at vise, at du skal følge med ud af det rum, hvor du opholder dig. Det kan fx være, hvis du chikanerer eller generer andre, som bliver kede af din opførsel. I sådanne situationer kan dine plejeforældre fx følge dig ind på dit værelse.

Hvis du er på vej ud på en farlig vej, så må dine plejeforældre også gerne holde dig tilbage fx ved at tage dig i hånden. Hvis du ikke vil børste dine tænder, så må dine plejeforældre også gerne opfordre dig til at børste tænder og evt. hjælpe dig med at børste dem.

Men der er en grænse for, hvordan dine plejeforældre må hjælpe dig. De må fx ikke tvinge dig til at gå ind på dit værelse ved fx at holde hårdt fast i din arm og hive eller trække dig derind. Og de må ikke låse døren til dit værelse, så du ikke kan komme ud. De må heller ikke tvinge dig med fysisk magt til at åbne munden, så de kan børste dine tænder. 

Hvis du oplever, at dine plejeforældre bruger fysisk magt til at tvinge dig til at gøre noget bestemt, skal du snakke med din børne- og ungerådgiver eller en anden voksen om det.

Kontakt

Annie Gaardsted Frandsen
Specialkonsulent