Retten til personlig frihed og bevægelsesfrihed

Når du er anbragt i en plejefamilie, har du ret til at bevæge dig frit omkring, både inden for og uden for. Der kan selvfølgelig være regler om, hvad du må og ikke må, som er tilpasset din alder og modenhed. Det kan fx handle om hvor langt væk du må gå uden andre; om du selv må gå ud og handle, eller om hvordan I laver aftaler, når du tager med en kammerat hjem fra skole osv. – præcis som i alle andre familier.

Når du er anbragt, har nogle andre voksne end dine forældre, fået ansvaret for at vise dig omsorg og passe på dig. Det betyder også nogle gange, at dine plejeforældre vil tage en snak med dig om ting, som kan gøre dem bekymrede. Det kan være de er bekymrede for, at der kan ske dig noget, hvis du tager et bestemt sted hen. Ligesom andre forældre vil de forsøge at lave klare aftaler med dig om fx hvor du tager hen, når du er ude, og hvornår og hvordan du kommer hjem.

Nej. Når du bor i en plejefamilie, må du bevæge dig rundt, som du vil, og dine plejeforældre må ikke tilbageholde dig med magt.

Hvis du er på vej ud sent om aftenen, eller hvis dine plejeforældre er bekymrede for, hvad du laver, når du er ude, eller hvem du er sammen med, skal de snakke med dig om, at de er bekymrede, og om at de gerne vil have, at du skal passe lidt bedre på dig selv. De skal hjælpe dig med at finde løsninger på, hvordan du på en tryg og god måde kan være sammen med dine venner om aftenen. Det kan fx være, at dine venner kan besøge dig, eller at en af dine plejeforældre kan køre dig hen til dine venner og hente dig igen.

Som udgangspunkt har du ret til at have de venner, som du gerne vil have – besøge dem og få besøg af dem. Hvis dine plejeforældre synes, at nogle af dine venner påvirker dig på en dårlig måde fx får dig med ud i kriminalitet eller til at bruge rusmidler, må de gerne tale med dig om, at det bekymrer dem, fordi dine plejeforældre er de voksne, der skal passe på dig.

Hvis du har nogle venner, som opfører sig rigtig dårligt, når de besøger dig, må dine plejeforældre også gerne bestemme, at du ikke må få besøg af dem. Det kan være, at dine plejeforældre er utrygge ved, at dine venner er i huset. Det kan også være, at dine venner ikke vil overholde de regler, der gælder i din plejefamilies hjem.

Du har ret til at have en kæreste, og som hovedregel har du ret til at besøge og få besøg af din kæreste. Ligesom i andre familier er det dine plejeforældre, der bestemmer reglerne for, hvornår du fx skal være hjemme, hvis du besøger din kæreste, eller om din kæreste må overnatte hjemme hos dig. Hvis dine plejeforældre synes, at din kæreste påvirker dig på en dårlig måde, må de gerne tale med dig om, at det bekymrer dem, fordi dine plejeforældre er de voksne, der skal passe på dig. Hvis du har en kæreste, som opfører sig rigtig dårligt i din plejefamilies hjem, må dine plejeforældre også godt bestemme, at du ikke må få besøg af din kæreste. Måske er dine plejeforældre utrygge ved, at din kæreste er i huset. Det kan også være, at din kæreste ikke vil overholde de regler, der gælder i din plejefamilies hjem.

Kontakt

Annie Gaardsted Frandsen
Specialkonsulent