Bedre koordination i indsatser til børn og unge med handicap og deres familier

Familier med børn og unge med handicap skal opleve at få sammenhængende og koordinerede indsatser, så forældrene får mere overskud i hverdagen. I de to modeller, "Én familie – én indgang" og "Sammen om familien", arbejdes der med at inddrage familien, samarbejde på tværs af fagligheder og skabe sammenhæng i og koordinering af indsatser til berørte familier.

Som kommune kan man opleve, at det internt er krævende at få samarbejdet til at fungere på tværs af mange aktører, og at organiseringen måske ikke understøtter en helhedsorienteret indsats.

Forældrene kan derfor opleve, at de selv skal koordinere samarbejdet med kommunen og forholde sig til mange fagpersoner omkring barnet. Det kan resultere i stress og en presset hverdag.

I de to modeller arbejder rådgivere med redskaber, der understøtter inddragelse, systematik og tværgående samarbejde, og som er med til at skabe en tættere relation og kontakt til familierne.

Se filmen om udbredelse af de to modeller:

Gode erfaringer

Der er allerede gode erfaringer med "Én familie - én indgang" og "Sammen om familien", da 12 kommuner i tre år har arbejdet med de to modeller.

Familierne oplevede sig inddraget, hørt og forstået, og både koordineringen og den tætte kontakt øgede tilliden til sagsbehandleren. Forældrene oplevede mindre stress og fik mere overskud til mestring af dagligdagen.

Rådgiverne oplevede, at de fik mere tid til koordinering og til at opbygge et tættere samarbejde med familierne. Desuden oplevede de 12 deltagende kommuner positive resultater med en fælles faglig systematik for arbejdet med familierne.

Evaluering af koordineret sagsbehandling i indsatser til børn og unge med handicap og deres familier

 

Baggrund for indsatsen

Børnehandicapområdet er præget af komplekse sager, hvor der er mange aktører involveret. Kommunernes arbejde på myndighedsområdet kalder derfor på en høj grad af koordinering af indsatserne for børn og unge med handicap og deres familier.

Forældrene efterspørger sammenhængende, fleksible og koordinerede indsatser til deres børn, og der har gennem mange år været utilfredshed med sagsbehandlingen på børnehandicapområdet.

Social- og Boligstyrelsen arbejdede i perioden 2019-2021 sammen med 12 kommuner om udvikling og afprøvning af modellerne "Én familie – én indgang" og "Sammen om familien".

Evalueringen viste meget gode resultater for både familier og rådgivere. De børn og unge, som rådgivere på myndighedsområdet arbejdede med, havde betydelig og varigt handicap og behov for indsatser, der gik på tværs af kommunale forvaltninger og sektorer.

Kontakt

Dorthe Bevensee
Specialkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her