Resultater og erfaringer for Aggression Replacement Training

Der er foretaget flere effektstudier af Aggression Replacement Training (ART), der bl.a. påviser at børn og unge, der undervises i ART, efterfølgende udviser mindre aggressiv adfærd og øgede sociale kompetencer.

Internationale studier

Flere internationale studier tyder på, at ART kan være effektiv bl.a. i forhold til at reducere unges risiko for tilbagefald (Barnoski, 2004) og i forhold til at øge skolebørns sociale færdigheder og selvbeherskelse (Gundersen & Svartdal, 2006).

Programmet har således vist sig effektivt i mere end én undersøgelse, men der er stadigvæk brug for flere undersøgelser af ART's effektivitet og af, hvornår det måske er mindre effektivt.

Resultater i Danmark

I Danmark har Hedebocentret i Herning Kommune siden 2010 gjort brug af ART som en del af deres behandlingstilbud til unge. Deres vurdering er, at ART er en god metode, og at både medarbejdere og de unge selv har gode erfaringer med ART som behandlingsmetode.

Hedebocentret anbefaler:

  • Beslutningen om at implementere ART bør tages på ledelsesplan.
  • Hele organisationen bør involveres, når implementeringen sættes igang.
  • Det er vigtigt at udarbejde en implementeringsplan og samtidig være opmærksom på, at processen er tidskrævende.
  • For at opnå den ønskede positive virkning skal metoden udarbejdes som helhed og ikke som delelementer.
  • Kommunikation med lærere og forældre er et vigtigt element.

En anden dansk evaluering fra 2013 af implementeringen af ART på de to sikrede døgninstitutioner Grenen og Koglen peger på en række udfordringer, som man med fordel kan tage højde for i fremtidige ART-forløb:

  • Ledelsen skal tage sig tid til at få planlagt og systematiseret opstarten og vedligeholdelsen af ART.
  • Det er afgørende at arbejde med de unge potentielle deltageres motivation forud for opstart af ART forløb.
  • Det er vigtigt, at ART-trænerne følger ART's manualbaserede program for at sikre en effekt hos de unge.
  • Der bør arbejdes med generalisering af de færdigheder, den unge lærer i ART, uden for undervisningen.
  • Der bør afsættes fælles forberedelses- og evalueringstid til ART-trænerne.
  • Det er vigtigt, at trænerne bliver superviseret.
  • Fremadrettet bør ledelsen have fokus på udbredelsen af ART til det øvrige personale på døgninstitutionerne.
  • Fokus på opprioritering af samarbejdet mellem andre institutioner i forhold til vidensdeling om ART.
  • Efter hvert afsluttet ART-forløb bør ART-trænere og leder evaluere på det samlede ART-forløb.
Senest opdateret 20-04-2020

Vidensportalen

Læs mere om de dokumenterede metoder på Social- og Boligstyrelsens vidensportal om udsatte børn og unge.