Håndtering af Sundhedsstyrelsens retningslinjer

Læs, hvordan du som fagprofessionel kan forholde dig til retningslinjerne ud fra et socialfagligt og pædagogisk hensyn.

Indledningsvist kan det være en god ide at forsikre borgeren om, at I som fagpersoner hjælper med, at alle borgere og medarbejdere på tilbuddet overholder retningslinjerne, så genåbningen sker trygt og sikkert.

Fortæl borgeren, at han eller hun kan regne med, at der bliver sørget for at opdatere retningslinjerne på tilbuddet, så de hele tiden følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Det kan være en hjælp, at man som borger ikke selv skal holde styr på disse, særligt når de kan være foranderlige.

Undersøg eller husk på, hvilke pædagogiske og kommunikative strategier der understøtter den enkelte i kommunikationen og benyt disse, når de sundhedsfaglige råd skal formidles. For mange autistiske mennesker er det en fordel med konkret og visuel kommunikation og eventuel brug af sociale historier. Som fagperson er det vigtigt at give sig god tid til at formidle retningslinjerne og gentage dem ved behov.

Skab forudsigelighed ved fx at lave konkrete aftaler for, hvordan I hilser og spiser frokost, og hvornår I vasker/afspritter hænder.

Lav tydelige fysiske markeringer der, hvor der skal holdes afstand, og hæng visuelle guidelines op, som husker borgeren på fx håndvask og afspritning af hænder.

Vær opmærksom på borgerens eventuelle sansemæssige udfordringer i forbindelse med håndvask og/eller afspritning. Tilbyd derfor forskellige former for sæber, håndsprit og håndcremer og vær fleksibel i forhold til at finde de rette produkter. Spørg den enkelte om, der er nogle sensoriske hensyn, der skal tages i genåbningen og kom evt. med forslag til, hvad disse hensyn kunne bestå i.

Vær opmærksom på borgerens eventuelle udfordringer med at mærke tegn på sygdom og aftal, hvordan I bedst hjælper borgeren, hvis der opstår tegn på COVID19. Forbered og inddrag borgeren i forhold til, hvordan det håndteres, hvis der opstår smitte på arbejdspladsen, bo- eller beskæftigelsestilbuddet eller uddannelsesstedet. Det kan være en fordel at vise de værnemidler, der eventuelt vil skulle tages i brug, så den enkelte er forberedt i tilfælde af opstået smitte. 

Teksten er udarbejdet af Specialområde Autisme, Region Midtjylland, som er VISO-leverandør. Har du spørgsmål, kan du kontakte Socialstyrelsens hotline på 72 42 40 00.

 

Senest opdateret 11-06-2020

Vaccinehjælp

Røde Kors tilbyder bl.a. gratis ledsagelse af ældre, sårbare og personer med handicap, der skal vaccineres.

Læs om tilbuddet

Tlf. 35 29 96 60
Åben alle dage kl. 10-16.

Spørgsmål om corona

Har du spørgsmål i forbindelse med corona?