I forbindelse med nedlukningen af skoletilbuddet kan elever med autismespektrumforstyrrelse og bekymrende skolefravær have oplevet forskellige udfordringer. Nogle børn og unge kan fx føle en ubestemt angst, andre mere eller mindre konkrete bekymringer om alt fra smitterisiko og livet lige nu til tanker om tab af liv og en uvis fremtid.
Desuden kan der forekomme ændringer i hverdagsrytmer – herunder også ændring i døgn- og søvnrytmer – øgede tvangstanker og tvangshandlinger, savn af undervisning og kammerater, isolationsfølelse og savn af bevægelsesfrihed.
For nogle elever har situationen med COVID-19 dog også medført positive forandringer. Nedlukningen kan opleves som en tiltrængt pause fra både ydre krav om skolefremmøde og sociale krav fra omverdenen, og det kan betyde mindre stress og i nogle tilfælde også øget trivsel.
Gode råd
- Forestil dig som fagprofessionel, hvad eleven vil have brug for både socialt og af viden og sikkerhed
- Inddrag eleverne ift. deres behov
- Inddrag forældrene ift. elevernes individuelle behov
- Forbered eleven ved hjælp af materialer til den nye skolehverdag
- Lav en gradvis opstart for de elever, der har behov for det; sænk forventningerne og lav en realistisk indsats
- Lav en FAQ, fx som en fysisk eller digital brevkasse, hvor folk kan stille spørgsmål og få svar
- Find en balance mellem for meget/for lidt information og relevant/ikke relevant information
- Tydeliggør aftaler, der stressreducerer, for eleven (Fx: Hvor kan jeg holde pause, når jeg har brug for det? Hvor finder jeg informationer om dagen? Hvem kan jeg hente hjælp hos?)
Teksten er udarbejdet af Langagerskolen, der er VISO-leverandør. Har du spørgsmål, kan du kontakte Socialstyrelsens hotline på 72 42 40 00.