Afstemninger og spørgeskemaer

Her kan I anvende afstemninger og spørgeskemaer til at få et systematisk overblik over børnenes og de unges perspektiver på hverdagen.

Afstemninger og spørgeskemaer skal altid tilpasses børnenes og de unges alder, sproglige niveau og individuelle forudsætninger.

Ved at anvende enkle svarmuligheder understøttet af billeder, farver, symboler eller smileyer skabes et overskueligt grundlag for at få indblik i, hvordan børn og unge oplever eksempelvis trivsel, aktiviteter og relationer.

Afstemninger og spørgeskemaer med et antal afgrænsede spørgsmål og faste svarkategorier anvendes ofte som supplement til mere åbne metoder som samtaler, leg eller kreative aktiviteter. Visuelle og legende formater kan øge børnenes deltagelse og forståelse og samtidig skabe rum for fælles refleksion. 

Afstemninger og spørgeskemaer giver børnene og de unge erfaringer med at udtrykke deres mening, opleve, at alle stemmer tæller, og forstå, hvordan fælles beslutninger kan træffes i et fællesskab. Det giver konkrete erfaringer med demokratiske processer på børne- og ungehjemmet.

Metodens styrker

  • Giver overblik over fælles temaer i børne- og ungegruppen
  • Hurtig og systematisk indsamling af mange perspektiver
  • Visuelle og konkrete elementer støtter forståelse
  • Velegnet for børn og unge med sproglige eller kommunikative udfordringer
  • Kan opleves legende og tryg
  • Understøtter demokratisk deltagelse, fælles refleksion og fælles beslutninger.

Metodens svagheder

  • Voksne bestemmer ofte spørgsmål og svarrammer. Man kan med fordel inddrage børnene og de unge i udarbejdelsen
  • Begrænser børns og unges mulighed for nuancerede svar
  • Uden opfølgning kan meninger misforstås
  • Risiko for misforståelser ved abstrakte spørgsmål
  • Børn og unge kan miste interesse ved for mange eller uklare spørgsmål
  • Fanger ikke kropslige, relationelle eller følelsesmæssige nuancer.

Opmærksomhedspunkter

  • Brug korte, konkrete spørgsmål og visuel støtte
  • Testmetoden i lille skala først, og justér efter eller i samarbejde med børnene og de unge
  • Kombinér med åbne samtaler eller kreative processer
  • Gør deltagelse frivillig, og understreg, at alle svar er okay
  • Forklar formål, og hvordan svarene bruges
  • Fortolk svar med forsigtighed: Afstemninger og spørgeskemaer viser et øjebliksbillede, ikke hele sandheden.

Praksiseksempel

Nye fællesaktiviteter, demokratiske fællesskaber

Formålet er at give børnene og de unge reel indflydelse på fælles aktiviteter gennem afstemning, så deres perspektiver synliggøres og kan danne grundlag for dialog, fælles refleksion og beslutninger.

Børnene og de unge præsenteres for forslag til nye fællesaktiviteter, som de stemmer om med klistermærker. Resultatet drøftes i gruppen med åbne spørgsmål som: “Hvorfor tror I, det her fik flest stemmer?” eller “Er der noget, nogen savner?”

Personalet sikrer, at afstemningen bliver udgangspunkt for samtale og justering – ikke blot et enkeltstående valg.

Afstemningen giver børnene og de unge konkrete erfaringer med at få indflydelse på fælles beslutninger og opleve, at deres stemme har betydning. Når resultaterne bruges som afsæt for dialog om forskellige ønsker og prioriteringer, styrkes forståelsen for hinandens perspektiver. Erfaringer med demokratiske processer i hverdagen styrker ligeledes en demokratisk kultur.

Kontakt

Lotte Hestbæk
Chefkonsulent

Spring til: