Faglig strategi for skolegang og læring

Social- og Boligstyrelsens faglige strategi sætter et stærkt nationalt fokus på behovet for, at børn og unge i udsatte positioner får en god skolegang, der styrker deres muligheder ind i voksenlivet. Skal vi lykkes med opgaven, er der brug for, at social- og skoleområdet arbejder tæt sammen.

Social- og Boligstyrelsen har løbende fulgt udfordringerne i forhold til udsatte børn og unges muligheder for at gennemføre skolegang og uddannelse.

Børn og unge i udsatte positioner er i langt større risiko for at få en mangelfuld skolegang end deres jævnaldrende. De har mere fravær, flere skoleskift og trives dårligere. Mange forlader desuden grundskolen med så ringe læse- og regnefærdigheder, at det begrænser deres mulig­hed for at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Skal udviklingen vendes, kræver det et styrket fokus på samarbejde og sammenhæng i indsatsen for børn og unge i udsatte positioner på tværs af social- og skoleområdet på både nationalt, kommunalt og institutionelt niveau samt på tværs af stat, kommuner, vidensmiljøer, faglige organisationer, civilsamfund og fonde.

Der er behov for, at der er en fælles tilgang, så skolegang og læring sættes i højsædet, også for børn og unge i udsatte positioner.

Faglig retning

Social- og Boligstyrelsen har formuleret tre centrale budskaber, der sætter den faglige retning for arbejdet med at styrke udsatte børn og unges skolegang og læring

Trivsel og læring er tæt forbundet. At lykkes med en social indsats kræver, at vi lykkes med børn og unges skolegang.

At lykkes med udsatte børns læring og skolegang kræver omvendt, at vi lykkes med den sociale støtte. Der er med andre ord behov for sammenhængende indsatser, som tager højde for samspillet mellem faglige, kognitive og sociale faktorer.

Omgivelsernes forventninger og tiltro til barnets faglige kunnen har afgørende betydning for barnets tro på sig selv.

Desværre peger viden på, at voksne omkring et barn i en udsat position ofte undervurderer barnets kognitive formåen og har lave forventninger til barnets faglige formåen.

Vi skal have høje skole- og uddannelsesforventninger til barnet og arbejde målrettet for, at forventningerne kan realiseres ved at støtte barnet i dets faglige udvikling og skabe positive læringsoplevelser.

Vi må ikke søge at hjælpe børn i udsatte positioner ved at ’skåne’ dem fra krav i skolen. Skolegang er ikke synd for børnene.

Det er barnets ønsker og perspektiver for egen læring og udvikling, som danner et fælles udgangspunkt for, hvordan fagprofessionelle i skolen og den socialfaglige indsats sammen og hver for sig kan støtte barnets faglige og sociale udvikling. Fagområder må arbejde sammen ud fra fælles mål for barnets læring og skolegang – mål som udspringer af barnets egne ønsker og behov.

Med andre ord begynder den fælles opgave hos barnet.

Fokusområder

Arbejdet med strategien sker med afsæt i tre centrale fokusområder.

  • Tæt strategisk samarbejde mellem Social- og Boligstyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet med henblik på at knytte social- og skoleområdet tættere sammen om den fælles opgave det er at styrke udsatte børn og unges skolegang. 
  • Fagligt strategisk partnerskab om udsatte børn og unges skolegang og læring, som har til formål at styrke dialogen og skabe større synlighed om udsatte børn og unges skolegang og læring på tværs af skole- og socialområdet, herunder at styrke en fælles forståelse af centrale udfordringer og handleveje på området. Læs mere om partnerskabet her.
  •  Udvikling og formidling af data og viden om skolegang og læring for børn og unge i udsatte positioner, der kan understøtte og styrke mulige handleveje på tværs af sektorer. Læs mere om tal og viden på området her.

Kontakt

Iben Attrup Nielsen
Chefkonsulent

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her