Guide til styrket inddragelse af børn og unge

Denne digitale guide er målrettet kommuner, der vil arbejde med at højne kvaliteten af jeres inddragelse af børn og unge i udsatte positioner og ønsker inspiration til, hvordan udviklingsprocessen kan gribes an. Guiden er en samling af viden, øvelser, redskaber og forslag til workshops, som kan bruges til at styrke jeres arbejde med at inddrage børn og unge.

Guide til styrket inddragelse

Du er her: Forside

Guidens opbygning

Guiden til styrket inddragelse af børn og unge er bygget op omkring  nedenstående tre centrale elementer. De tre elementer har hver for sig og i sammenhæng en betydning for, hvordan I arbejder med inddragelse af børn og unge. Det vil derfor være ideelt at arbejde med hele guiden eller som minimum læse guiden igennem og foretage bevidste valg af fokusområder ud fra aktuelle styrker og udviklingspotentialer.

Få overblik over guidens indhold her

Ved at arbejde med denne guide vil I blandt andet kunne opnå:

  • Et fælles børnesyn og en opmærksomhed på børnesynets betydning for jeres inddragelsespraksis.
  • En klar vision for jeres inddragelsespraksis, som er styrende for jeres udviklingsproces.
  • Inspiration til at kvalificere det tværprofessionelle samarbejde om inddragelse af børn og unge.
  • Viden, materialer, metoder og værktøjer til at understøtte inddragelsen.

Det er vigtigt, at børn og unge inddrages i beslutninger, der vedrører deres liv, da det har betydning for deres trivsel, udvikling, sundhed og dannelse. Det er ikke nyt, at børn og unge skal inddrages i beslutninger, der vedrører dem. Det er blandt andet slået fast i FN’s Børnekonvention, og med barnets lov er fokus på inddragelse af børn og unge skærpet i dansk lovgivning.

Guiden til styrket inddragelse af børn og unge er henvendt til chefer, ledere og nøglemedarbejdere på det samlede børne- og ungeområde, fordi I har et fælles ansvar for at sikre gode rammer og praksis for inddragelse af børn og unge. Som medarbejder på børne- og ungeområdet kan du ligeledes finde inspiration til din egen inddragelsespraksis i guiden.

Børn og unge færdes i mange arenaer, hvor de møder forskellige faggrupper. Inddragelse kræver et tæt samarbejde mellem disse faggrupper baseret på en fælles forståelse og praksis for inddragelse af børn og unge. Arbejdet med guiden kan bidrage til denne fælles forståelse, hvis udviklingsprocesserne gennemføres på tværs af det samlede børne- og ungeområde.

Guiden er blevet til på baggrund af en række strategiske rådgivningsforløb for chefer, ledere og nøglemedarbejdere samt kompetenceudviklingsforløb for børne- og ungerådgivere. I disse forløb er der arbejdet med guidens temaer, redskaber og workshops på forskellig vis.

Ni kommuner har i forløbene med Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv gennemført en udviklingsproces med henblik på at styrke deres inddragelse af børn og unge.

 ”Det har været med til at skabe en rød tråd for hele inddragelsesforløbet, helt fra børnesyn og visioner om inddragelse til det operationelle niveau for den enkelte medarbejder, så vi ikke blot er ’tilfældigt heldige’, men lykkes med at få lavet nogle gode linjer fra visioner til praksis. Det er nogle redskaber, som vi helt klart også kan genbruge i andre sammenhænge.”

Mette Spring, Børn og Forebyggelseschef i Horsens Kommune