Barnets perspektiv vs. børneperspektivet

Børn og unge oplever sig inddraget, når de bliver set, hørt og forstået. Det vil sige, at de får mulighed for at tilkendegive deres eget perspektiv og får relevant respons herpå.

Guide til styrket inddragelse

Du er her: Inddragelse og børnesyn

I kan som fagpersoner understøtte inddragelse af barnet eller den unge ved at være bevidste om, hvordan viden om barnets eller den unges situation fremkommer. Er informationerne baseret på barnets eller den unges egne udtalelser, på forældres udtalelser, på fagpersoners observationer, eller hvor har I jeres viden fra? Vær desuden opmærksom på, hvordan jeres egen faglighed og erfaringer påvirker jeres forståelse af barnets eller den unges situation. Det kan i praksis være udfordrende at skelne imellem barnets perspektiv og den voksnes børneperspektiv.

Barnets perspektiv

Barnets perspektiv er barnets eller den unges egen oplevelse af, hvordan verden ser ud fra barnets eller den unges synsvinkel. Det er, hvad barnet eller den unge ser, hører, oplever og kender som sin virkelighed. Det er områder, som handler om barnets eller den unges indre liv. Det, som barnet eller den unge føler, tænker, drømmer om, håber og mener noget om. Barnets perspektiv handler om alt det, som ingen andre kan vide mere om eller kender bedre til end barnet eller den unge selv.

Børneperspektivet

Børneperspektivet er et særligt voksenblik, hvor den voksne (fagpersoner, forældre eller andre i barnets liv) anvender sin personlige og faglige viden og forståelse til at tolke børns udsagn og adfærd. Børneperspektivet handler om, hvordan den voksne mener, at situationer ser ud for barnet.

Både barnets perspektiv og børneperspektivet er relevante for jeres arbejde med børn og unge, men det er vigtigt at være bevidst om, hvornår man anvender hvilket perspektiv. Det er altså vigtigt at lave en tydelig markering af, hvad der er barnets eller den unges udsagn, og hvad der er en professionel tolkning, samt hvad denne tolkning er baseret på.

Dette gør sig eksempelvis gældende, når I skriver notater om samtaler eller møder med børn og unge, eller når I skriver en udtalelse om barnets trivsel og udvikling. Her bør det være tydeligt, hvornår der er tale om barnets eller den unges reelle udtalelser, og hvornår der i stedet er tale om jeres vurdering af, hvad barnet eller den unge har udtalt, gjort eller skrevet.

Kontakt

Ditte Bonnerup Jensen
Fuldmægtig