Mange af de unge, der er anbragt på en sikret institution, er i varetægtssurrogat, fordi politiet mistænker dem for at have gjort noget, der er meget kriminelt. Hvis du er i varetægtssurrogat på den sikrede institution, kan retten eller politiet beslutte, at du ikke må have kontakt med familie, eller at kontakten skal kontrolleres, fx ved at personalet lytter til dine telefonsamtaler eller politiet er med, hvis du har besøg.
Er du ikke i varetægtssurrogat, er det kommunens børn og unge-udvalg, der bestemmer, om du må være i kontakt med din familie. De voksne kan derfor kun sige, at du ikke må være i kontakt med din familie, hvis kommunens børn og unge-udvalg har besluttet det, men det er ikke de voksne fra din institution, der bestemmer det.
Hvis det er blevet besluttet, at der er én eller flere fra din familie, som du have kontakt til lige nu, så skal din sagsbehandler tale med dig om, hvorfor det er sådan.
Børn og unge-udvalg kan også beslutte, at der skal være en af de voksne, der overhører samtalen, hvis du skal tale med et eller flere bestemte familiemedlemmer. Sådan en beslutning bliver truffet, hvis børn- og ungeudvalget er bekymrede for at din sundhed eller udvikling er i fare, når du taler med en eller flere bestemte personer. Hvis du synes den beslutning er urimelig, så kan du klage til det, der hedder Ankestyrelsen – du kan læse mere om at klage under Retten til at klage.
Hvis der er kontrol af dine telefonsamtaler til en eller flere bestemte personer, så kan den voksne kun lytte med til samtalen, hvis du først giver dit samtykke – dvs. siger at det er okay. Hvis du ikke giver dit samtykke, så kan du ikke føre samtalen.