Retten til familieliv

Som alle andre børn og unge har du som barn eller ung, der er anbragt, ret til at have regelmæssig kontakt og samvær med dine forældre, dine søskende og bedsteforældre. Du har på den anden side også ret til ikke at ønske samvær, hvis du fx synes det er for belastende at være sammen med dine forældre eller andre lige nu.

Den kommune, der har anbragt dig, samt anbringelsesstedet, har et særligt ansvar for at sørge for at kontakten med dine forældre og din familie og dit netværk i det hele taget kan lade sig gøre, fx ved besøg. Det betyder, at de kan komme på besøg, hvor du er og du kan komme hjem til dem. Desuden kan du snakke med dem i telefonen, via sms eller skrive mails, chatte på facebook osv.
For nogle anbragte børn og unge kan kommunens børn og unge-udvalg beslutte, at det lige nu er nødvendigt af hensyn til din sundhed og udvikling, at du ikke har kontakt til din mor eller far, eller at de kun må være sammen med dig under bestemte omstændigheder. Det er måske derfor, du er blevet anbragt på institutionen eller i plejefamilien. Imens du er anbragt, har du ret til, at der er voksne mennesker, der passer på dig og giver dig omsorg og beskyttelse.

Det er kommunens børn og unge-udvalg og din sagsbehandler, der bestemmer, om du må være i kontakt med din familie og hvor ofte. De voksne kan derfor kun sige, at du ikke må være i kontakt med din familie, hvis børn og unge-udvalget har besluttet det, men det er ikke de voksne fra din institution, der bestemmer det. 
Hvis det er blevet besluttet, at der er én eller flere fra din familie, som du ikke må se lige nu, så skal din sagsbehandler tale med dig om, hvorfor det er sådan.

Hvis du synes det er for svært eller for hårdt at være sammen med dine forældre lige nu, så skal du tale med din sagsbehandler om det, og så kan I finde ud af, om der skal laves en anden ordning, fx at du slet ikke ser dem i en periode, eller at der er en voksen, som du stoler på, med, når du ser dine forældre.
Børn og unge-udvalget i den kommune du kommer fra, kan have besluttet, at der skal være en af de voksne, der overhører samtalen, hvis du skal tale et eller flere bestemte familiemedlemmer. 
Sådan en beslutning kan blive truffet, hvis børn og unge-udvalget er bekymrede for, at dine telefonsamtaler med bestemte personer kan skade din sundhed eller udvikling - enten ved det der tales om, eller den måde, hvorpå samtalen bliver ført. Hvis du synes den beslutning er urimelig, så kan du klage til det, der hedder Ankestyrelsen – du kan læse mere om at klage under Retten til at klage.
Hvis der er kontrol af dine telefonsamtaler til en eller flere bestemte personer, så kan den voksne kun lytte med til samtalen, hvis du først giver dit samtykke – dvs. siger at det er okay. Hvis du ikke giver dit samtykke, så kan du ikke føre samtalen.

De voksne på din institution, skal hjælpe dig, så du kan se din familie, også selvom de bor langt væk. Nogle gange kan der være nogle regler for, hvor tit du kan se din familie og det er din sagsbehandler, der bestemmer, hvor tit du fx skal på hjemmebesøg. Hvis du synes reglerne er urimelige, så kan du prøve at tale med din sagsbehandler om det. 

Dine bedsteforældre er også en del af din nærmeste familie, og dem skal du have mulighed for at være i kontakt med. Det kan fx være ved, at du besøger dem, at de besøger dig, eller at I snakker med hinanden i telefonen. Nogle gange kan der være nogle regler for, hvor tit du kan se dine bedsteforældre (måske fordi det hele praktisk skal hænge sammen, der hvor du bor), men de voksne skal tale med dig om, hvorfor du fx ikke kan se dine bedsteforældre så tit, som du gerne vil. Hvis du synes reglerne er urimelige, så kan du prøve at tale med din sagsbehandler om det.