Retten til privatliv

På mange institutioner er der en husorden, hvor der fx kan være en regel om, at man banker på døren og får et svar, før man går ind på nogens værelse. Hvis den regel ikke gælder på den institution, du er på, så kan du prøve at snakke med de voksne om, at I får indført sådan en regel. Det vil de andre børn og unge sikkert også være glade for. Hvis I holder husmøder, der hvor du er, kan du sætte det som et punkt på dagsordenen. Hvis du er lidt nervøs for at snakke om det, så kan du måske få en anden voksen (fx din sagsbehandler eller din kontakt- eller støtteperson) til at snakke med de voksne om det for dig.

Som udgangspunkt har du ret til at have helt private telefonsamtaler, hvor der ikke er nogen, der lytter med, og hvor du kan sige, det du vil.
Børn og unge-udvalget i den kommune du kommer fra, kan dog have besluttet, at der skal være en af de voksne, der overhører samtalen, hvis du skal tale med en eller flere bestemte personer (fx en bestemt ven, eller et bestemt familiemedlem). Sådan en beslutning kan blive truffet, hvis børn og unge-udvalget er bekymrede for, at dine telefonsamtaler med bestemte personer, enten ved det der tales om, eller den måde, hvorpå samtalen bliver ført, kan skade din sundhed eller udvikling. Hvis du synes den beslutning er urimelig, så kan du klage til det, der hedder Ankestyrelsen – du kan læse mere om at klage under Retten til at klage.
Hvis der er kontrol af dine telefonsamtaler til en eller flere bestemte personer, så kan den voksne kun lytte med til samtalen, hvis du først giver dit samtykke – dvs. siger at det er okay. Hvis du ikke giver dit samtykke, så kan du ikke føre samtalen. 
Der er aldrig nogen der har lov til at lytte til dine samtaler med fx din sagsbehandler eller din advokat – dem har du altid lov til at snakke med uden kontrol.
De voksne på din institution kan ikke bestemme, at de skal lytte med på dine telefonsamtaler – det er kun børn og unge-udvalget, der kan tage den beslutning. Det betyder også, at de voksne ikke må tage din mobiltelefon, med mindre du giver dem lov til det. Nogen gange kan der være nogle regler i husordenen, der siger, at man ikke må bruge mobiltelefon, imens man spiser, eller at man skal aflevere den ved sengetid. Hvis du gerne vil hjælpe med til at der er en god stemning og et godt fællesskab på institutionen, så kan det være godt at følge disse regler.

Ja, det må de, men kun hvis de har en helt særlig grund til at tro, at du gemmer noget, som du ikke må have (fx fordi det er ulovligt), eller noget, der kan bruges til at skade dig eller andre. Hvis de voksne fx tror, at du er påvirket af alkohol eller stoffer, fordi du opfører dig på en bestemt måde eller hvis de har grund til at tro, at du har en slags våben på dit værelse, så må de godt lave en undersøgelse af dit værelse. 
Der er regler for, hvordan en undersøgelse af et værelse skal foregå. De voksne skal, som udgangspunkt, først snakke med dig om, at de tror, du gemmer noget, som du ikke må have på dit værelse. De skal forklare dig, hvorfor de har den mistanke, og så skal du have mulighed for at aflevere det, du evt. gemmer.
Som udgangspunkt skal der være to voksne til stede ved undersøgelsen, og ingen af de andre børn eller unge på din institution, må være der.
Du skal som udgangspunkt – hvis du vil - have lov til at være til stede, imens de voksne laver undersøgelsen.
Når de voksne laver en undersøgelse af et værelse skal de være skånsomme – dvs. forsigtige, og de skal behandle dig og dine ting med respekt.
Hvis de voksne har lavet en undersøgelse af dit værelse, så skal de altid fortælle kommunen og socialtilsynet, at de har gjort det. Det skal de gøre ved at udfylde et skema, som de sender til kommunen og socialtilsynet. Det kaldes en indberetning. De voksne skal inddrage dig i indberetningen til kommunen og socialtilsynet, både ved at fortælle dig, hvad de skriver, og ved at du skal have mulighed for at skrive eller fortælle, hvordan du oplevede situationen. Normalt skal de voksne have din udtalelse indenfor 24 timer, men hvis du er meget oprørt over situationen, så kan din udtalelse sendes senere. 

Ja, det må de, men kun hvis de har en helt særlig grund til at tro, at du gemmer noget på din person (fx i lommerne), som du ikke må have (fx fordi det er ulovligt), eller noget, der kan bruges til at skade dig eller andre.
Der er særlige regler, der gælder, hvis de voksne vil undersøge, om du har noget på din person, som du ikke må have. De voksne skal, som udgangspunkt, først snakke med dig om, at de tror, du gemmer noget, som du ikke må have på din person. De skal forklare dig, hvorfor de har den mistanke, og så skal du have mulighed for at aflevere det, du evt. gemmer.
De voksne må kun bede dig tage dit overtøj af, dine sko og evt. en hue, kasket eller lignende. Resten af tøjet skal du altid beholde på. De voksne må kun lave undersøgelsen ved at klappe uden på dit tøj. 
Der skal altid, som udgangspunkt, være to voksne til stede ved undersøgelsen. Det skal altid, som udgangspunkt, være personer af dit eget køn, der foretager og overværer sådan en undersøgelse. 
Når de voksne laver en undersøgelse af din person skal de være skånsomme – dvs. forsigtige, og de skal behandle dig med respekt.
Hvis de voksne har lavet en undersøgelse af din person, så skal de altid fortælle kommunen og socialtilsynet, at de har gjort det. Det skal de gøre ved at udfylde et skema, som de sender til kommunen og socialtilsynet. Det kaldes en indberetning. De voksne skal inddrage dig i indberetningen til kommunen og socialtilsynet, både ved at fortælle dig, hvad de skriver, og ved at du skal have mulighed for at skrive eller fortælle, hvordan du oplevede situationen. Normalt skal de voksne have din udtalelse indenfor 24 timer, men hvis du er meget oprørt over situationen, så kan din udtalelse sendes senere.

Du har ret til et privatliv, der hvor du bor, men på din institution kan der være regler om forskellige ting, og en af reglerne kan være, at man ikke låser døren til sit værelse. Det kan der være forskellige grunde til, og hvis du ikke kan forstå, hvorfor din institution har den regel, så kan du prøve at snakke med de voksne om det. Hvis du er lidt nervøs for at snakke om det, så kan du måske få en anden voksen (fx din sagsbehandler eller din kontakt- eller støtteperson) til at snakke med de voksne om det for dig.