For fagpersoner - pejlemærker i hjælpemiddelformidlingen

Involvering af borgeren i processen med at formidle hjælpemidler er den faktor, som flest studier peger på, der har betydning for et godt resultat.

Forskningen siger: Vigtigheden af at involvere borgeren i hjælpemiddelformidlingen viser sig på forskellige niveauer, hvor studier viser følgende: 

• Overordnet har det betydning, hvilken tilgang et hjælpemiddelcenter eller en kommune har til hjælpemiddelformidling: Hvis tilgangen – som det blev vist i et stort italiensk studie – involverer borgerne med fokus på at løse deres aktivitetsproblemer, er der flere, der bruger deres hjælpemidler, sammenlignet med en anden tilgang, hvor fokus er på at reducere omkostningerne ved hjælpemiddelformidling. I den sidste ende er det ressourcespild, hvis hjælpemidlerne ikke bliver brugt, samtidig med at borgerne ikke har fået løst deres aktivitetsproblem.
• Når det gælder den faglige indsats i hjælpemiddelformidlingen, så er borgerne mere tilfredse med deres hjælpemiddel, hvis de selv har sat mål for det aktivitetsproblem, hjælpemidlet skal løse. 
• Når hjælpemidlet bliver valgt i et samarbejde mellem borger og fagperson, betyder det, at borgeren har færre problemer med sit hjælpemiddel, at det valgte hjælpemiddel matcher borgerens behov, og at borgeren rent faktisk bruger sit hjælpemiddel.

Case

En 37-årig mand har som følge af en hjernetumor fået kognitiv funktionsnedsættelse og har brug for hjælpemidler til at klare sig bedre i hverdagen.

Den kommunale sagsbehandler støtter borgeren i at identificere de aktiviteter, han ønsker at kunne udføre, og sørger for, at målsætningen bliver konkret og mulig at måle på ved opfølgning. Borgeren vil blandt andet gerne have hjælp til at kunne overholde aftaler og til at finde rundt.

Sagsbehandleren hjælper borgeren med at få hans smartphone til at fungere, så den dækker hans behov. Sammen finder de frem til relevante apps, der evt. kan hjælpe borgeren. Efter at borgeren har trænet i at bruge en ny app og et specielt program, kan han passe tiden, når han har en aftale, og han kan finde rundt selvstændigt.

På grund af sin kognitive funktionsnedsættelse havde borgeren brug for ekstra støtte og tid for at kunne deltage i hjælpemiddelformidlingsprocessen.

Spørgsmål til overvejelse

• Hvornår i hjælpemiddelformidlingsprocessen involverer I borgeren hos jer?
• Hvordan involverer I borgeren?
• Sætter borgeren selv mål for, hvilke aktiviteter der er vigtige at udføre ved hjælp af hjælpemidlet? Hvis ja, hvordan inddrager I borgeren?
• Er der noget hos jer, der kunne ændres, så borgerne i højere grad involveres?

Strukturerede tilgange, som fx brug af standardiserede undersøgelsesredskaber i hjælpemiddelformidlingen, giver bedre resultater end løse tilgange med hensyn til blandt andet brugsfrekvens og sikkerhed.

Forskningen siger: Forskningen viser samlet, at der med fordel kan anvendes en struktureret tilgang frem for en mere løs tilgang.

Det vil resultere i en bedre kvalitet i form af, at færre fx stopper med at bruge deres hjælpemiddel, at hjælpemidlet bruges oftere, og – hvad angår kørestole – at der er færre kørestolsrelaterede ulykker. En struktureret tilgang kan for eksempel bestå i at anvende redskaber til undersøgelse af behov, at bruge en standardiseret protokol, der beskriver fremgangsmåder i de enkelte trin i hjælpemiddelformidlingsprocessen, eller det kan være regelmæssig opfølgning med tjek af fx mobilitetshjælpemidlers funktion og sikkerhed.

Case

En ældre kvinde har problemer med hverdagens aktiviteter og vil gerne have hjælp til at klare sig bedre i hverdagen. Den kommunale sagsbehandler vælger at tage på hjemmebesøg hos borgeren. Her benytter sagsbehandleren en struktureret tilgang til at afdække borgerens problematikker. 

Eksempler på strukturerede metoder på Socialstyrelsen.dk 

Ud fra den strukturerede tilgang afdækker sagsbehandleren, at det, borgeren ønsker at få hjælp til, er at kunne klare toiletbesøg uden hjælp fra andre. Derfor ansøger borgeren om træning af sin muskelstyrke i hele kroppen, og specielt i benmusklerne.

Efter genoptræningen er afsluttet, viser det sig, at borgerens fysiske funktionsevne ikke kan genoptrænes, så hun bliver uafhængig af andres hjælp. Derfor bevilges hun en toiletforhøjer og et greb ved siden af toilettet.

Spørgsmål til overvejelse

• Bruger I strukturerede tilgange hos jer? Hvis ja, i hvilke situationer? Hvis nej, hvordan arbejder I så, og hvad er årsagen til, at strukturerede tilgange er valgt fra?
• Kunne I forestille jer i højere grad at anvende strukturerede tilgange og evt. hvorfor?
• Hvis ja, hvad skal der til, for at det kan lade sig gøre?

Træning af borgeren i at bruge sit hjælpemiddel kan have afgørende betydning for, om borgeren kan udføre sine ønskede aktiviteter bedre eller selvstændigt og dermed for hjælpemidlets nytteværdi.

Forskningen siger: Evnen til at køre sin kørestol bliver bedre hos brugere af manuelle kørestole og af el-kørestole, når de får træning i at køre kørestolen.

I et studie specificeres det ikke, hvilken træning der er tale om, men i et andet er metoden ”Kør godt” (Wheelchair Skills Program) anvendt. Ud over forbedret køreevne får borgeren udvidet deres aktivitetsmuligheder, er mere tilfredse med kørestolene, og desuden øges deres livskvalitet, når de får træning. 

Et andet eksempel er hjælpemidler til selv at kunne tage bad. Her viser forskningen, at hvis borgerne bliver trænet i at bruge hjælpemidlerne i den konkrete badesituation i hjemmet, bliver signifikant flere selvhjulpne, end hvis de ikke får træning.

Case

En kvinde på 68 år får efter en apopleksi bevilget en arbejdsstol til brug i hjemmet, så hun kan sidde ned og arbejde i køkkenet.

Under et hjemmebesøg oplærer den kommunale sagsbehandler borgeren i at betjene stolens funktioner og i, hvordan arbejdsstolen kan bruges i forbindelse med køkkenarbejdet. Sagsbehandleren aftaler med borgeren og hendes datter, at hjemmet nu skal indrettes, så arbejdsstolen kan gavne mest muligt i dagligdagen. Der skal fx ryddes ud under køkkenvasken, så borgeren kan sidde med benene inde i underskabet, når hun skal arbejde ved vasken.

Efter tre uger, hvor borgeren har øvet sig på at bruge arbejdsstolen, kommer sagsbehandleren på besøg igen. Hun tjekker, at borgeren kan arbejde ved vasken med benene inde under bordet, at hun kan hæve stolen, når hun skal nå noget oppe i et skab, at hun kan røre i en gryde ved komfuret, når hun har låst stolen, og at hun kan åbne køleskabet og tage ting ud.

Sagsbehandleren giver desuden borgeren nogle flere tips til, hvor og hvordan borgeren kan bruge sin arbejdsstol og henviser til Socialstyrelsens produktvejledning ”Arbejdsstole til hjemmet”.

Spørgsmål til overvejelse

• Bliver borgeren trænet i at bruge hjælpemidler i aktivitetssituationen hos jer?
• Hvis ja, i hvilke situationer træner I borgerne i brug af hjælpemidlerne?
• Hvis nej, hvorfor træner I ikke borgerne, hvilke barrierer er der?
• Hvad skal der til, for at borgerne modtager den relevante træning i brug af hjælpemidlerne?

Det ser ud som om, at brugen af nye teknologier - som fx telekonsultation og virtual reality - kan være nyttige metoder i den faglige hjælpemiddelformidling med hensyn til effektivitet og kvalitet.

Forskningen siger: Når en ikke-specialiseret fagperson får hjælp via videokonference fra en specialiseret fagperson på området, bliver resultatet lige så godt, som hvis den specialiserede fagperson havde foretaget interventionen. Det betyder, at specialiseret hjælpemiddelformidling i nogle tilfælde kan foretages af ikke-specialiserede fagpersoner, fx hvis der er lange afstande eller mangel på specialiserede fagpersoner. 

Træning i brug af el-kørestol ved hjælp af virtual reality i en del af træningstiden har ligeså god effekt som almindelig træning hele tiden med hensyn til objektiv køreevne og subjektiv oplevelse af køreevne og komfort.

Case

På en forholdsvis stor ø med 1½ times sejltid til fastlandet og med 3.900 indbyggere er der ansat en enkelt sagsbehandler til at behandle alle ansøgninger om hjælpemidler, som kommunen modtager.

Sagsbehandleren modtager en ansøgning fra en yngre kvindelig borger om at få udskiftet sin kørestol. Borgeren fik for en del år siden bevilget en manuel kørestol, som hun skulle bruge nogle gange hver uge til at blive transporteret i. Nu sidder hun i kørestolen det meste af dagen hver dag, og der er opstået et lille tryksår på den ene balle, hvorfor hun ønsker at få en bedre egnet kørestol. 

Sagsbehandleren vurderer også, at den nuværende kørestol ikke længere er velegnet til borgeren. Da han ikke er specialist i at udføre siddestillingsanalyser og -tilpasninger, konsulterer han via telekommunikation en terapeut på fastlandet, som kommunen har en aftale med, og som har speciale inden for siddestillinger.

Specialisten ser på borgerens siddestilling via skærmen og guider sagsbehandleren igennem en siddestillingsanalyse, hvor de i fællesskab finder ud af, hvorfor såret er opstået, og får opstillet krav til en ny kørestol. Efter to afprøvninger finder sagsbehandleren og borgeren frem til en ny kørestol, som passer til hende, og tremåneder senere er såret helet. 

Spørgsmål til overvejelse

• Kunne I forestille jer at bruge nye teknologier i sagsbehandlingen? Hvis ja, i hvilke situationer?
• Hvilke fordele og ulemper kan der være?
• Hvilke teknologier kunne I forestille jer at bruge?
• Hvis I ikke kunne forestille jer at bruge teknologier i sagsbehandlingen, hvad skyldes det så?
• Hvad skal der til for, at I vil bruge nye teknologier i sagsbehandlingen?