Velfærdsteknologi på handicapområdet

Hent Social- og Boligstyrelsens vidensafdækning om velfærdsteknologi på børnehandicapområdet. Fra 20. februar 2023 kan du også se videoen, hvor vidensafdækningens hovedfund præsenteres samt en paneldebat med tre fagpersoner på området.

Social- og Boligstyrelsen arbejder generelt med velfærdsteknologi i relation til hjælpemiddelområdet og i forbindelse med udvikling af sociale tiltag og indsatser, særligt i forhold til børn, unge, voksne og ældre med handicap og psykiske problemstillinger. Det prioriteres at arbejde i relation til aktiviteter, der understøtter en recovery-orienteret rehabiliterende tilgang.

Vidensafdækning om velfærdsteknologi for børn og unge med handicap i anbringelse

Social- og Boligstyrelsen har i en vidensafdækning undersøgt, hvordan velfærdsteknologiske løsninger bliver brugt i den specialpædagogiske indsats for børn og unge med handicap i anbringelse. Vidensafdækningen peger bl.a. på, at der er meget forskellige forståelser af, hvad velfærdsteknologi er og kan bruges til på tværs af kommuner, sundhedssektor og mellem forvaltning og praksis. Det betyder bl.a., at der kan være stor forskel på forventningerne til, hvad teknologierne kan løse af problemer samt oplevelsen af, om teknologierne indfrier disse forventninger.

Derudover beskriver vidensafdækningen eksempler på, hvordan den pædagogiske indsats bliver understøttet og udfordret gennem brug af teknologi. Dette sker på baggrund af interviews med ledere og medarbejdere fra fem udvalgte døgntilbud for børn og unge med forskellige handicap.

Vidensafdækningen har fokus på børn og unge med handicap i anbringelse, men temaerne er relevante på tværs af målgrupper på det sociale område. Den henvender sig særligt til ledere af botilbud/specialdagtilbud, som ønsker inspiration til at komme i gang med at understøtte og udvikle medarbejdernes pædagogiske arbejde med teknologi og hjælpemidler sammen med børnene/de unge på tilbuddet.

Hent vidensafdækningen om velfærdsteknologi her: 

Vidensafdækning. Velfærdsteknologi for børn og unge med handicap i anbringelse

Video: Præsentation af hovedfund og efterfølgende paneldebat

På baggrund af vidensafdækningen om velfærdsteknologi afholdt Social- og Boligstyrelsen en paneldebat i december 2022, som blev optaget. 

Social- og Boligstyrelsen indleder med en præsentation af vidensafdækningens fire hovedfund. Derefter giver Susanne Riiser (Aarhus Kommune) en kort præsentation af, hvordan man i Aarhus arbejder med velfærdsteknologi på det strategiske niveau. Dernæst er der inviteret tre fagpersoner ind til en drøftelse af både udfordringer og potentialer ved velfærdsteknologiens rolle i den socialfaglige indsats for børn og unge med handicap.

De tre deltagere er: afdelingsleder Luise Hansen (Autismecenter Storstrøm), centerchef Kristian Mainz (Kommunikationscentret, Region Hovedstaden) og seniorkonsulent Katrine Cortnum-Fly (Gladsaxe Kommune).

Kontakt

Sarah Kjær
Fuldmægtig