Organisatorisk specialisering har siden 1980´erne været en dybtgående tendens i det sociale arbejde. I dette praksisforskningsprojekt er der en undersøgelse af, hvordan specialisering påvirker sagsbehandlernes opgavevaretagelse over for børn, unge og forældre med fokus på helhedssyn, inddragelse samt håndtering af lov, regler og skøn.
Projektet består af tre elementer:
- En forskningsoversigt giver overblik over undersøgelser om organiseringens betydning for myndighedsarbejdet rettet mod udsatte børn, unge og familier i de nordiske lande.
- En kortlægning af organisering af børn- og ungearbejdet i østdanske kommuner er afsæt for en typologi over forskellige typer og grader af organisatorisk specialisering. Typologien danner baggrund for valg af to kommuner til et feltarbejde.
- Feltarbejdet omfatter seks børn- og ungesager, som følges i et forløbsperspektiv igennem to år. I feltarbejdet indgår både betydningen af organisatorisk og uformel specialisering.
En hovedpointe i projektet er, at der er et spændingsfelt mellem en stigende grad af organisatorisk specialisering i myndighedsarbejdet og faglige samt politiske intentioner om inddragelse og helhedssyn. Intensionerne er vanskelige at indfri i specialiserede organisationer. En forklaring er, at vertikal specialisering indebærer en begrænset egenkompetence hos sagsbehandlerne, som fører til en forlænget sagsbehandlingstid. Derudover dekobles familierne fra beslutningsprocesser om indsatser. En anden forklaring er, at børn, unge og familier møder flere sagsbehandlere og enheder i deres forløb. Det giver især udfordringer i sager, hvor samarbejdet mellem sagsbehandler og barn eller ung og familie er centralt, og hvor langsigtede perspektiver på barnets eller den unges trivsel og udvikling er relevante. Det gælder særligt sager, hvor børn og unge har psykosociale problemer og er alene med deres mor.
Feltarbejdet peger på, at sagsbehandlerne uanset kommunens organisering er udfordrede, når det gælder overholdelsen af procesregler og tidsfrister i lovgivningen. Endelig er en pointe, at der løbende sker omorganiseringer på myndighedsområdet, som kan føre til videnstab i sagerne og forsinkede indsatser overfor børn, unge og familier.
Du kan læse mere om projektet på Metropol's hjemmeside
Ønsker du flere oplysninger, kan du kontakte Annemette Matthiessen: amat@kp.dk