Korte læringsforløb

Et kort læringsforløb er en temadag, hvor kommunen og taskforcen på handicapområdet går i dybden med et bestemt emne.

Taskforcen på handicapområdet tilbyder løbende korte læringsforløb på voksen- og børnehandicapområdet. Alle kommuner, der ikke aktuelt deltager i et langt analyse- og udviklingsforløb ved taskforcen, kan søge om et læringsforløb. Forløbene tildeles efter først til mølle-princippet.

Læringsforløbene er målrettet ledere og medarbejdere på myndighedsområdet, der arbejder med handicapområdet.

Ansøg om kort læringsforløb

Forløbet målrettes kommunens ønsker

Med et kort læringsforløb får kommunen en særligt tilrettelagt temadag, hvor taskforcen og kommunen går i dybden med et bestemt tema. På dagen får deltagerne mulighed for at få ny viden, genopfriske eksisterende viden og drøfte juridiske og socialfaglige spørgsmål om sagsbehandling på handicapområdet.

Det valgte tema skal indeholde såvel juridiske som socialfaglige problemstillinger. Juridiske problemstillinger kan fx handle om sagsoplysning, helhedsvurdering og udmåling af støtte. Socialfaglige problemstillinger kan fx handle om inddragelse af borgeren og netværk, faglig udredning, valg af indsats og opfølgning på indsats.

Det er også et krav, at temaet vedrører taskforcens målgruppe og de paragraffer, der indgår i taskforcen.

Afgrænsning af målgruppe

Taskforcens målgruppe er personer med støttebehov som følge af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Relevante paragraffer

På voksenhandicapområdet kan der søges om et forløb inden for servicelovens §§ 84, 85, 95, 96, 97, 103, 104, 107, 108 og almenboliglovens § 105.

På børnehandicapområdet kan der søges om forløb inden for barnets lov §§ 83, 85, 86, 87 og 90, jf. servicelovens 84, stk. 1.

Eksempler på temaer

Relevante temaer kan være:

  • Optagelse i længerevarende botilbud og afklaring af støttebehovet i den forbindelse.
  • Valget mellem socialpædagogisk støtte og midlertidigt botilbud.
  • Sager hvor borgeren har behov for hjælp efter flere bestemmelser, og hvor snitflader er vanskelige at definere på voksenhandicapområdet, fx mellem §85 og §§83, 84 og 97
  • Personkredsen for tabt arbejdsfortjeneste og merudgifter
  • Inddragelse af barnet eller den unge i sagsbehandlingen
  • Hjemmetræning, herunder målgruppe samt barnets perspektiv og opfølgning

For at sikre, at læringen bliver konkret og praksisnær, skal kommunerne forud for forløbet sende en case om det valgte tema til taskforcen. Casen anvendes som udgangspunkt for dagen og er en forudsætning for gennemførelse af forløbet.

Forløbet gennemføres af Ankestyrelsen og Social- og Boligstyrelsen.

Deltagelse er gratis for den enkelte kommune, der dog skal stille faciliteter og forplejning til rådighed på dagen.

Inspiration til korte læringsforløb

Søger I inspiration til et emne for et kort læringsforløb og savner I ideer til det socialfaglige eller juridiske fokus? Så tjek taskforcens inspirationsmateriale, hvor I kan finde eksempler på tidligere forløb.

Inspiration til temaer for korte forløb

Kontakt

Mathilde Marie Andersen
Fuldmægtig

Om korte læringsforløb ved taskforcen på handicapområdet

Taskforcen tilbyder kun voksenforløb i 2025 efter først til mølle-princippet.

Taskforcen tilbyder også kommunerne lange analyse- og udviklingsforløb.

Læs om taskforcens lange forløb

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her