Rap får unge til at holde afstand

Udsatte børn og unge Sjælland Kulturelle og sociale arrangementer Opsøgende indsatser Rådgivning og støtte

En corona-rap fremført af Klumben og Raske Penge er ét af flere initiativer til at få udsatte unge til at tage coronavirus alvorligt, fortæller leder af Ungehuset i Rønne. Her arbejder socialpædagoger intenst med at bevare relationen under isolation.

Målgruppe: Unge med væsentlige behov for støtte samt unge i åbenbar risiko for at lide alvorlig skade på sundhed og udvikling. Aldersgruppen er 13-18 år (op til 22 år ved efterværn)

Leverandør af indsatsen: Ungehuset i Rønne

Beskrivelse af indsatsen

Hold ud. Bli’ inde’.
’Vask hænder. Helt rene’.
’Ingen highfives. Ingen fistbumps’.

Budskabet er jo ikke meget anderledes end det, vi i månedsvis har hørt fra regeringen og sundhedsmyndighederne. Men når ordene ledsages af et tungt beat og rappes af en kendis, så giver de alvorlige formaninger pludselig mening for de unge.

Det er baggrunden for den idé, Charlotte Bjaler, leder af Ungehuset i Rønne på Bornholm, fik allerede i corona-uge 1. Her indledte hun et samarbejde med Klumben og Raske Penge om at lave et musiknummer, der formidler corona-budskabet på en alternativ måde:

"De unge deler drinks, sodavand og joints. De sover sammen og klumper sig sammen i små rum, så vi var i Ungehuset enige om, at der var behov for at formidle afstandsbudskabet på en måde, de forstår. Og det har været en stor succes at få det hen her video delt på de sociale medier. I takt med, at tallet for smittede begyndte at stige herovre, kom musikken ud - og så begyndte det at synke ind hos de unge, at det var alvor," fortæller Charlotte Bjaler.

Bruger naturen

I Rønne er Ungehuset til hverdag omdrejningspunktet for byens udsatte unge. Her møder de andre unge, deltager i forskellige aktiviteter - og får den socialpædagogiske støtte, de hver især har brug for. Men pga. corona har huset været lukket, og medarbejderne har derfor været nødt til at tænke i alternative aktiviteter for at bevare relationen til de unge.

"For dem, der savner det sociale liv, har vi i samarbejde med forældrene lavet små enheder, hvor de i mindre grupper har fået lov til at besøge hinanden. Og så har vi brugt naturen rigtig meget. Ikke bare fordi vi ikke kunne mødes på andre måder - men fordi vi opdagede, at nogle af de unge faktisk aldrig fik lys og luft, hvis ikke vi opsøgte dem," siger Charlotte Bjaler og tilføjer, at medarbejderne også kører faste runder i byen i samarbejde med 'gadeplan' for at opsøge de unge, der lever deres liv på gaden.

Bring-ud-mad

Men der er også børn og unge, der reagerer ved helt at trække sig fra fællesskabet og søge tilbage til deres computer, hvor de isolerer sig fra alt og alle.

"Der tilbyder vi os som en livline ud af den angstprovokerende tilstand, de befinder sig i. Så vi har lavet bring-ud-mad og godteposer og kørt ud til dem med alternative aktiviteter som fx blade puslespil. Vi har næsten været mere i daglig kontakt med de unge, end vi er normalt - og være så synlige, at de næsten er blevet lidt irriterede over os," lyder det fra Charlotte Bjaler, som er imponeret over den måde, øens unge hurtigt har tilpasset sig.

"Vi synes, det er dybt mærkeligt med to meters afstand og ingen fysisk kontakt - særligt når vi indskriver nye unge og ikke engang kan give dem hånden. Men de unge udvikler nye hilsner, hvor man kaster håndtegn, sparker til hinanden og alle mulige hilsner. De har fattet budskabet," siger hun - og uddeler samtidig store roser til medarbejderne i Ungehuset:

"Alle har ydet en ekstra stor indsats - og uden medarbejdernes høje faglighed og store relationskompetencer var vi aldrig lykkedes med den her opgave. Men vi har faktisk i høj grad formået at fastholde arbejdet med de unges sociale handleplaner under helt ekstraordinære forhold."

Minutiøs genåbningsplan

Nu, hvor landets sociale tilbud langsomt vender mere og mere tilbage til normale tilstande, er der også lagt planer for, hvordan det skal foregå i Ungehuset, fortæller Charlotte Bjaler:

"Vi har lavet en genåbningsplan ret minutiøst i forhold til både hygiejne, spisning, gruppeaktiviteter, og hvordan vi i det hele taget kan afvikle de forskellige ting, vi laver. Fx har vi planer om at lave aldersopdelte caféer, ligesom vi går over til portionsanrettet med fremfor buffet."

I forvejen er alle fælleslokaler tømt for sofaer, puder, tæpper og alt andet, der indbyder til tæt kontakt, siger Charlotte Bjaler. 

"Det er virkelig en hård tid for de her udsatte unge. Tænk på, at de gennem det meste af deres liv har mødt afvisninger og nederlag på stribe. Og det, de møder nu, det er en seddel på døren om, at alt er lukket - og en masse forbud. Så der skal også efter corona virkelig arbejdes hårdt for at fastholde de her unge."

Fakta: Kort om ungehuset

  • Ungehuset i Rønne danner rammen om en række socialpædagogiske indsatser, terapeutiske forløb og behandling til unge og deres familier i Bornholms Regionskommune.
  • Ungehusets individuelle indsats målrettet den enkelte unges behov er et alternativ til døgnanbringelse og indeholder ungekonsulenter med mulighed for at få støtte til problemer og udfordringer.
  • Ungehusets café fungerer som samlingssted og har tilbud som fx lektiehjælp, hjælp til jobansøgning, madlavning og fællesspisninger, fælles ture og aktiviteter, sport eller samtaler med en voksen.
  • Der er ca. 20 medarbejdere inklusiv nattevagt og vikarer - hovedparten er socialpædagoger.

Kontakt

Leder Charlotte Bjaler, Ungehuset i Rønne, charlotte.bjaler@brk.dk, tlf. 56 92 42 80.

 
 
Senest opdateret 11-12-2020

Vaccinehjælp

Røde Kors tilbyder bl.a. gratis ledsagelse af ældre, sårbare og personer med handicap, der skal vaccineres.

Læs om tilbuddet

Tlf. 35 29 96 60
Åben alle dage kl. 10-16.

Spørgsmål om corona

Har du spørgsmål i forbindelse med corona?