For at få bevilget et forløb i en søskendegruppe skal barnets bror eller søster have en varig funktionsnedsættelse og være tilknyttet Borgercenter Handicap eller Borgercenter Børn og Unge. Familierne visiteres til forløbet af en sagsbehandler efter SEL §11.
Søskendegrupperne faciliteres af familiekonsulenter med pædagog- eller sygeplejefaglig baggrund, som har erfaring med at facilitere gruppeforløb. Grupperne kan have forskellig størrelse, men oftest med omkring 8 børn pr. gruppe. Afhængig af efterspørgslen kan der startes grupper op med flere børn, fx har man startet et forløb op med 15 børn faciliteret af 3 fagpersoner og med en underinddeling på 3 mindre grupper. Ved mødets start og slutning samles den større gruppe, da det understøtter børnenes oplevelse af, at der er mange med samme udfordringer som dem selv.
Virkning
I Københavns Kommune er oplevelsen, at gruppeforløbet styrker søskendebørnenes evne til at mestre situationen i familien. I forløbet hjælpes børnene med at stabilisere og normalisere de følelser, de har i forhold til deres søskende med funktionsnedsættelse. Det giver ligeledes børnene redskaber til, hvordan man kan tale om forskellige emner, og at det ikke er farligt eller forkert at have det på den måde, som de har det. Søskendebørnene lærer både at modtage og bidrage, at byde ind og berige, hvilket skaber empowerment hos børnene.
Ressourceforbrug i indsatsen
Familiekonsulenterne bruger en halv time på en forsamtale og en halv time til en afslutningssamtale med hvert deltagende barn og forældre. Derudover bruges der 10 timer til planlægning og koordinering pr. gruppeforløb og ca. 65 timer på forberedelse samt gennemførelse af gruppeforløbet. Hvis der deltager 8 børn i en gruppe, bruger en familiekonsulent altså samlet set ca. 80 timer pr. forløb.
Opmærksomhedspunkter i indsatsen
Det er vigtigt, at børnene føler sig helt trygge i søskendegruppen. I indsatsen sigtes mod at ramme en balance mellem sjove og alvorlige aktiviteter. Erfaringen er, at når børnene lærer hinanden at kende og også laver sjove aktiviteter sammen, øges deres lyst til at bidrage og åbne sig følelsesmæssigt.
I Københavns Kommune er erfaringen, at det er vigtigt ledelsesmæssigt at prioritere gruppeforløbene som et forebyggelsestiltag og dermed som et lettilgængeligt tilbud, hvor visitationen ikke er bureaukratisk tung. I forhold til forløbets tilrettelæggelse er det desuden erfaringen, at det er tidskrævende at starte grupperne op og gøre dem til en veletableret § 11-indsats. Det kræver, at man skal turde eksperimentere, og at fagpersoner og ledelse løbende samler op på erfaringer og vedtager justeringer af forløbet. Forløbet har været justeret et antal gange i længde, sammensætning mv.