Netværksmøder kan foregå på mange forskellige måder i forskellige organisationer. Netværksmøde er ikke en ”beskyttet titel”. Familierne kan på nogle netværksmøder have en stor rolle. I andre sammenhænge bruges netværksmøder mere som tværfaglige møder mellem fagpersoner alene.
Processuelle møder
Netværksmøder er en række processuelle møder, hvor en familie og dens faglige netværk er samlet om at styrke og understøtte det gensidige samarbejde mellem familien og netværket.
På møderne inddrages både familien og det faglige netværk i at finde løsninger, der er til gavn for familien, og som alle kan støtte. Gennem netværksmøderne får fagpersonerne mulighed for at konsultere barnet eller den unge og familien for at høre om, hvordan barnet eller den unge trives i hverdagen.
På den måde får man en mangfoldighed af beskrivelser af det enkelte barn eller den enkelte unge. Det mindsker risikoen for, at det faglige netværk bliver låst fast eller begrænset i synet på familien, barnet eller den unge.
Netværksmøderne åbner også op for, hvordan netværket kan støtte de voksne og det enkelte barn i familien, hvis der er tvivl eller anledning til bekymringer.
Systemteori og fælles mål
Organiseringen og ledelsen af møderne er baseret på systemteorien.
Her tages udgangspunkt i, at alle medlemmer i en familie påvirker hinanden, og at medlemmerne i familien også både påvirkes af og selv påvirker det omgivende samfund. Det vil sige, at alle ytringer og, hændelser og al adfærd udspringer af den ramme eller kontekst, den forekommer i.
Derfor er det selve konteksten, der er afsæt for, hvordan en situation eller hændelse opfattes. Det vil sige, at deltagerne til netværksmøderne opfatter situationer forskelligt alt afhængig af, hvilken opfattelse de i forvejen har af det enkelte barn eller familien.
Netværksmetoden lægger vægt på inddragelse af forældrene, formidling af viden mellem de professionelle faggrupper samt på dialog og ansvarsfordeling mellem forældre og fagpersoner. Netværksmøderne handler ikke kun om at løse konkrete problemer og koordinere tiltag og aftaler, men også om at skabe fælles mål for indsatsen i samarbejde med den enkelte familie. På den måde kan sagsbehandlingstiden nedbringes, og der skabes større sammenhæng for alle parter.