Få støtte til at styrke jeres arbejde med ICS

Har jeres rådgivere lige været på ICS-kursus og skal til at arbejde med metoden i den daglige praksis? Eller trænger jeres arbejde med metoden til at blive genopfrisket og styrket? Så kan I få et ICS- rådgivningsforløb med Social- og Boligstyrelsen.

Integrated Children’s System (ICS) er kendt i de fleste danske kommuner, der bruger metoden i forskelligt omfang i deres myndighedsarbejde på børne- og ungeområdet.

I mange kommuner benyttes de skabeloner, der er koblet til ICS, og flere kommuner bruger også redskaber som Tragten, Trekanten og udredningsværktøjet i deres daglige arbejde.

Selvom ICS dermed ikke er en ny metode for rigtig mange af landets kommuner, viser erfaringerne, at det kræver et vedholdende og stærkt fokus at få metoden indarbejdet i hverdagen som en del af det faglige fundament og at fastholde brug af metoden over tid og sikre en ensartet tilgang i brugen af ICS-redskaberne.

Social- og Boligstyrelsen har derfor udviklet et rådgivningsforløb om ICS, som alle landets kommuner har mulighed for at søge. Forløbet er relevant både for kommuner, som lige er gået i gang med at anvende ICS og skal implementere metoden, og for kommuner, der ønsker at genoptage eller forankre metoden og styrke brugen af ICS.

Uanset kommunens tidligere erfaringer med ICS, er det en forudsætning for at indgå i et ICS-rådgivningsforløb, at:

  • ICS skal udgøre det faglige fundament i sagsbehandlingen på området for børn og unge i udsatte positioner.
  • der skal afsættes de nødvendige ressourcer til forløbet for hhv. ledere og børne- og ungerådgivere.
  • der skal udpeges ICS-superbrugere forud for rådgivningsforløbets opstart,
  • børne- og ungerådgiverne har kendskab til ICS-metoden

Indhold i et ICS-forløb

Social- og Boligstyrelsen yder rådgivning og sparring om kommunens arbejde med ICS. Forløbet består af fem møder, der afholdes mellem Social- og Boligstyrelsen og repræsentanter fra kommunen, fx ledere og ICS-superbrugere, samt et online opstartsmøde.

Forløbet tager afsæt i en ICS-barometermåling, som I laver ved opstarten af forløbet. Barometermålingen giver jer indblik i anvendelsen af ICS i jeres kommune, herunder hvor I har styrker, og hvor der kan være behov for at sætte mere ind.  Forløbet afsluttes ligeledes med en ICS-barometermåling, og kommunen bedes afsætte tid til, at børne- og ungerådgivere og ledere besvare begge målinger.

Som en del af forløbet skal I udarbejde en udviklingsplan på baggrund af barometermålingen og vælge de områder, der særligt skal arbejdes med. Her bidrager Social- og Boligstyrelsen med viden om udviklingsplaner, og hvordan en god plan kan understøtte jeres implementering bedst muligt.

Vi anbefaler, at I som led i forløbet nedsætter en ICS-implementeringsgruppe, der består af både ledere og ICS-superbrugere, for at sikre fokus og løbende opfølgning på udviklingsplanen.

Afhængigt af jeres nuværende brug af ICS kan i fx vælge at fokusere på:

  • hvordan ICS-superbrugerne som forandringsagenter kan understøtte den faglige tænkning i det daglige arbejde
  • hvordan ledelsen kan opstille mål og rammer for brug af ICS
  • hvordan I kan arbejde med at integrere metoden i fx sparring om sagerne og den konkrete sagsbehandling

I forløbet indgår desuden en workshop om facilitering for ICS-superbrugere og udvalgte rådgivere.

Udbytte af et ICS-rådgivningsforløb

Når I deltager i et ICS-rådgivningsforløb kan jeres udbytte være, at I:

  • Får overblik over jeres nuværende arbejde med ICS, og hvor I med fordel kan sætte ind fremadrettet for at øge kvaliteten i sagsbehandlingen
  • Får styrket viden om, hvordan I kan arbejde med implementering eller forankring i den daglige praksis
  • Styrker brugen af ICS som gennemgående faglig metode
  • Får styrket koblingen mellem ICS og barnets lov

Praktiske informationer

Et ICS-rådgivningsforløb forventes at vare 9 – 12 måneder, med mulighed for tid til, at børne- og ungerådgiverne kommer på ICS-kursus, inden forløbet går endeligt i gang.

Eventuel tilmelding til ICS-kursus via Børnekataloget skal kommunen selv sørge for.

Rådgivningsforløbet udbydes med løbende optag, med opstart at to forløb i 2025. Ved behov prioriteres kommuner ud fra erfaring med ICS samt kommunens motivation og parathed til at indgår i et forløb.

Find ansøgningsskema

Læs mere om ICS-barometeret

Kontakt

Katrine Adler
Fuldmægtig

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her