Kommunens forpligtelse til undersøge muligheden for at finde en støtteperson i barnets eller den unges netværk er ikke ny.
Denne forpligtelse består i at tale med barnet eller den unge om, hvem i familien eller netværket, de har en særlig tillid til, og som de selv kunne forestille sig kunne være deres støtteperson. Det kan for eksempel være en skolelærer, nabo, fodboldtræner, familiemedlem eller en anden i netværket, som barnet eller den unge har tillid til.
Hvis kommunen vurderer, at den identificerede person vil være hensigtsmæssig for barnet eller den unge at have som støtteperson, vil der skulle tages kontakt til vedkommende for at afklare, om denne ønsker at være støtteperson for barnet. Hvis dette er tilfældet, vil der i samarbejde med barnet eller den unge, støttepersonen og kommunen kunne udarbejdes en aftale om, hvordan kontakten vedligeholdes under anbringelsen.
Som noget nyt i barnets lov, er det nu også muligt for kommunen, i samarbejde med civilsamfundet, at finde en støtteperson uden for barnets eller den unges netværk. Det vil være relevant i de tilfælde, hvor det ikke er muligt at finde en egnet person i barnets eller den unges netværk.
Læs evt. mere på Røde Kors – BackUps hjemmeside, som er en af de civilsamfundsorganisationer, der hjælper kommuner med at matche støttepersoner med unge mennesker.
Røde Kors - BackUp
Den potentielle støtteperson skal kunne udgøre en stabil voksenkontakt i barnets eller den unges liv, som har positiv betydning for barnets eller den unges fremtidige udvikling.
Kommunen kan efter behov dække udgifter til telefon, transport eller lignende for støttepersonen. Man bliver som støtteperson ikke ansat eller aflønnet af hverken kommune eller civilsamfundsorganisation, da der netop lægges vægt på det personlige engagement i barnets eller den unges liv, som kommer til udtryk i en frivillig relation.
En anden ny mulighed i loven er rollen som venskabsfamilier til børn og unge, som er anbragt på et børne- og ungehjem mv. Læs mere om det på nedenstående link:
Venskabsfamilie til anbragte børn og unge på et børne- eller ungehjem m.v. efter § 54 i barnets lov
Tilbage til hjerteforældre.dk
Tilbage til venskabsfamilie eller støtteperson
Er du fagperson, kan du læse mere om barnets lov i håndbog om barnets lov:
Håndbog om barnets lov