Med barnets lov, som trådte i kraft 1. januar 2024, får børn og unge ret til, at kommunen så vidt muligt inden en anbringelse på et børne- og ungehjem undersøger muligheden for at finde en familie, som kan udpeges til at være barnets eller den unges venskabsfamilie. Muligheden gælder ikke for børn og unge, som anbringes i en plejefamilie. Barnet eller den unge har ikke pligt til at tage imod tilbuddet om en venskabsfamilie.
Muligheden for venskabsfamilier er beskrevet i barnets lovs § 54 med henvisning til § 43, stk. 1, nr. 5-7. Målgruppen for venskabsfamilier er børn og unge, der er anbragt på følgende anbringelsessteder:
- egne værelser, kollegier eller kollegielignende børne- og ungehjem,
- børne- og ungehjem, herunder delvis lukkede døgninstitutioner, delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner, sikrede døgninstitutioner og særligt sikrede afdelinger, og
- pladser på efterskoler, frie fagskoler og frie grundskoler med kostafdeling.
Kommunen skal så vidt muligt, og i samråd med barnet, først undersøge muligheden for at finde en familie i barnets eller den unges netværk, som kan udpeges til at være venskabsfamilie for barnet eller den unge i forbindelse med anbringelsen. Dette foregår ved at tale med barnet eller den unge om, hvem i familien eller netværket, vedkommende har en særlig tillid til, og som de selv kunne forestille sig kunne være venskabsfamilie.
Hvis det ikke er muligt at finde en familie i barnets eller den unges netværk, kan kommunen forsøge at finde en venskabsfamilie i samarbejde med en civilsamfundsorganisation.
Læs evt. mere på Mentorbarns hjemmeside, som er en af de civilsamfundsorganisationer, der hjælper kommuner med at matche venskabsfamilier med børn og unge.
Mentorbarn
Venskabsfamilien skal være et rart fristed, som barnet eller den unge kan besøge og som rækker ud til barnet eller den unge, så barnet eller den unge oplever at have nogen, der kan støtte dem. Tilbuddet skal gives til de børn og unge, der ønsker det, og som er i stand til det. Relationen skal være båret af frivillighed og ønsket om at skabe en relation, der kan vare ved – også efter anbringelsen måtte ophøre.