Voksenansvaret
Når et barn eller en ung anbringes uden for hjemmet, overgår ansvaret for at varetage den daglige omsorg for barnet eller den unge fra forældrene til plejeforældrene eller personalet på børn- og ungehjemmet.
Det er dette ansvar, der benævnes ’voksenansvaret’.
Voksenansvaret tager afsæt i forældreansvaret – det gode forældreskab og at yde omsorg for barnet eller den unge. Omsorgen for et anbragt barn eller en anbragt ung skal varetages ud fra en konkret afvejning af barnets eller den unges grundlæggende rettigheder, hvor der tages hensyn til barnets eller den unges alder, modenhed og funktionsevne.
Voksenansvaret indebærer blandt andet, at plejeforældrene og personalet som led i varetagelsen af den daglige omsorg kan foretage nødvendige indgreb i barnets eller den unges selvbestemmelsesret for at sikre barnets eller den unges interesser, herunder sikre, at barnets eller den unges fysiske og psykiske behov opfyldes, og at barnet eller den unge opbygger kompetencer til at indgå i sociale relationer, trives og modtager læring. Et indgreb kan fx være . at holde et barn tilbage fra at løbe ud på vejen eller forhindre at barnet leger med en kniv. Formålet med et indgreb i barnet eller den unges selvbestemmelsesret skal altid stå i rimeligt forhold til det, der ønskes opnået med indgrebet.
Bestemmelser om voksenansvar samt magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten findes først og fremmest i Lov om voksenansvar for anbragte børn og unge og den tilhørende bekendtgørelse. Grundloven, internationale konventioner og andre love indeholder imidlertid også bestemmelser, der vedrører anbragte børn og unges rettigheder, og de indgreb, der kan gøres i disse rettigheder.
Læs mere
Under menupunkterne til venstre kan du læse om lovningen om voksenansvar og magtanvendelse (Lovgivning), og få et overblik over, hvilke bestemmelser i voksenansvarsloven, der er relevante for dig ud fra, om du er plejeforælder eller hvilken type anbringelsessted du arbejder på (Din guide til voksenansvarsloven). Endelig kan du læse om de bestemmelser i grundlov og konventioner, som er særlige vigtige i forhold til magtanvendelse og andre indgreb over for anbragte børn og unge (Anbragte børn og unges rettigheder).