Målgruppen for Social støtte i overgang til og fastholdelse af job er ledige borgere med andre problemer ud over ledighed. En stor del af målgruppen vil forventeligt have forskellige former for psykiske vanskeligheder. Målgruppen vil i jobcenterregi typisk være at finde i gruppen af aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere.
Formål med indsatsen er beskæftigelse
Formålet med indsatsen er at bidrage til, at de ledige borgere kommer i beskæftigelse og fastholder denne. Dette gøres ved at støtte borgerne i den kritiske overgang fra ledighed til beskæftigelse.
Indholdet i indsatsen – en virksomhedsrettet indsats koblet med CTI
Indsatsen består af en virksomhedsrettet indsats koblet med et CTI-forløb. Det centrale element i indsatsen er, at der bliver iværksat en tidlig virksomhedsrettet indsats ud fra princippet om ”work first” eller ”place then train”. Dette sker parallelt med, at CTI-metoden iværksættes.
Metoden kræver et tæt tværfagligt samarbejde mellem en virksomhedsrettet indsats og en socialfaglig indsats. Der arbejdes tæt sammen mod fælles faglige mål. En fælles fysisk placering af medarbejderne er en fordel. Virksomhedskonsulenter kan med fordel inddrages tidligt i forløbet. Den socialfaglige medarbejder er uddannet i CTI-metoden.
CTI som metode
Critical Time Intervention (CTI) er en metode med fokus på kritiske overgange i menneskers liv. Metoden er manualbaseret og bygger på fem principper. Et centralt princip er at tage udgangspunkt i deltagerens ressourcer og muligheder for at mestre eget liv.
Selve CTI-indsatsen er opdelt i tre lige lange faser – typisk af tre måneders varighed hver: planlægning og igangsættelse, afprøvning og tilpasning samt ansvarsoverdragelse og forankring. Metoden har fokus på netværk, mestring og trivsel.
Tilgængelighed – indsatsen er på forsøgsbasis
Fem kommuner har testet metoden i forhold til overgangen fra ledighed til job. Forsøget er sket i et samarbejde med STAR og Socialstyrelsen. Formålet er at undersøge, om en virksomhedsrettet indsats koblet med en CTI-indsats er virksom i forhold til at støtte aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere i overgangen fra ledighed til job.
Adgang til indsatsen
Social støtte til overgang i og fastholdelse af job er ikke en standardindsats for udsatte ledige i de danske jobcentre. Metoden er på forsøgsbasis for denne gruppe ledige.
Resultater af indsatsen
Indsatsen er evalueret. Evalueringen viser, at indsatsen har en positiv effekt på borgernes adgang til både ordinær og støttet beskæftigelse samt deres deltagelse i virksomhedsrettet indsats. Evalueringen viser også, at borgerne oplever at få en større grad af trivsel. Evalueringen sandsynliggør, at en positiv udvikling i borgernes trivsel, tro på egne evner og arbejdsmarkedsparathed er underliggende mekanismer i indsatsen, som er med til at bringe borgerne tættere på ordinær beskæftigelse.
Læs mere om resultaterne af CTI-indsatsen