Et fleksjob tager hensyn til, at menneskets arbejdsevne er begrænset. Kommunen udbetaler et løntilskud, som kompenserer for den begrænsede arbejdsevne.
Fleksjob kan oprettes hos både offentlige og private arbejdsgivere. Et fleksjob kan indebære arbejde fra mange og helt ned til få timer om ugen.
Fastholdelsesfleksjob
En person kan blive ansat i et fleksjob på sin hidtidige arbejdsplads, men som udgangspunkt kun hvis personen forinden har været ansat på arbejdspladsen i mindst 12 måneder under overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Personen skal endvidere opfylde de almindelige betingelser for fleksjob.
Indstilling fra jobcenteret
Det er jobcenteret, som beslutter, om en borger har ret til fleksjob ud fra en indstilling fra rehabiliteringsteamet. Kommunen skal blandt andet udrede personens ressourcer og udfordringer, herunder arbejdsevne, forud for mødet i rehabiliteringsteamet.
Jobcenteret kan først indstille til et fleksjob, når alle relevante tilbud har været afprøvet. Det er også et krav, at det ikke kan lade sig gøre at omplacere en ansat til andet arbejde på en eksisterende arbejdsplads.
Jobcenteret bevilliger som udgangspunkt et fleksjob for en periode på fem år med løbende opfølgning.
Løn
I et fleksjob, der er etableret efter 1. januar 2013, betaler arbejdsgiveren kun løn for de timer, som den ansatte arbejder. Kommunen supplerer lønnen med et fleksløntilskud, der justeres ud fra lønindtægten fra arbejdsgiveren.
En person, som jobcenteret har visiteret til fleksjob, og som er ledig, modtager ledighedsydelse.
Mere viden
Guide til fleksjob
Om fleksjob
Hvem kan få fleksjob?