Kommunikation, når beredskabet offentliggøres

Kommunikation er en vigtig del af implementeringen af det reviderede beredskab. Både målrettet kommunikation om beredskabet og en mere uformel italesættelse af beredskabets temaer kan bidrage til øget kendskab og anvendelse af beredskabet i jeres kommune.

I skal som ledelse skabe forståelse for og accept af de centrale budskaber i beredskabet ved at tilrettelægge en kommunikation, der gør det muligt for ledere og medarbejdere at involvere sig, bearbejde budskaberne og omsætte dem meningsfuldt i egen kontekst.

Målrettet kommunikation

Når beredskabet er offentliggjort, skal det præsenteres for den brede målgruppe, så alle potentielle brugere er bekendt med beredskabets eksistens og anvendelse.

Eksempler på målrettet kommunikation til den brede målgruppe kan være:

  • en hilsen fra direktøren, anerkendelse af det gode arbejde, de gode intentioner, et godt grundlag for en styrket praksis på overgrebsområdet
  • orientering og drøftelse på ledermøder (chefernes opgave)
  • orientering og drøftelse på personalemøder (ledernes opgave)
  • fælles kickoffdag for en større gruppe af ledere, evt. medarbejdere (det vil være oplagt at invitere medarbejdere, hvis der arbejdes med ambassadører, faglige fyrtårne, nøglemedarbejdere m.m.).

Det kan styrke planlægningen og udførelsen af jeres kommunikation at udarbejde en kommunikationsplan, der giver jer et overblik over de samlede kommunikationsaktiviteter.

Når I udbreder kendskabet til det reviderede beredskab, er det vigtigt at have for øje, at beredskabet læses og anvendes af mange forskellige faggrupper, der har forskellige opgaver i forhold til børn og unge. Der kan derfor være afsnit i beredskabet, der er mere relevante for nogle faggrupper og derfor skal vægtes tungere i præsentationen til denne faggruppe.

Det kan ligeledes gøre beredskabet mere nærværende, hvis præsentationen af og arbejdet med beredskabets indhold tilpasses sprogligt og med eksempler, der er relevant for den målgruppe, de præsenteres for.

Vær desuden opmærksom på værdien af uformel kommunikation og den løbende italesættelse af beredskabets temaer på den enkelte arbejdsplads/i den enkelte gruppe.

Som leder har I en særlig opgave i forhold til at understøtte en kultur, hvor det er naturligt at anvende beredskabet i de sammenhænge, hvor det er relevant. Brug de muligheder der er – ved sparring, under teammøder, på tværfaglige møder og evt. i uformelle sammenhænge – til at italesætte beredskabet, slå op i det og finde inspiration og vejledning til jeres arbejde.

Et greb til at understøtte den løbende opmærksomhed på beredskabet er at udarbejde dokumenter, der kan hænges op eller ligge på bordene i mødelokaler eller personalestuer. Det kan være en plakat med et grafisk overblik over handlevejene ved mistanke eller viden om overgreb, en arbejdsgangsbeskrivelse eller actioncards, der illustrerer handleveje og kontaktoplysninger.

Social- og Boligstyrelsens videnscenter SISO har udarbejdet en række anbefalinger til kommunernes arbejde med forebyggelse, opsporing og håndtering af overgreb mod børn og unge. Disse anbefalinger findes i plakatformat, der fx kan hænges i personalestuer eller interne mødelokaler, for at understøtte faglig opmærksomhed og dialog om overgreb.

Find publikation og plakat med SISO’s anbefalinger for god praksis på overgrebsområdet her

Kontakt

Lis Toft Madsen

Nyhedsbrev

Vores nyhedsbreve holder dig opdateret med faglig viden, information om ansøgningspuljer, nye udgivelser, konferencer og temadage på socialområdet.

Tilmeld dig her