Hvis du vil inddrage børn og unge meningsfuldt, er det ifølge Laura Lundy afgørende at give børnene og de unge en brugbar tilbagemelding. De fire F’er er et selvstændigt redskab for tilbagemelding, som særligt fokuserer på fire faglige opmærksomheder. De kan understøtte dig som fagprofessionel i forbindelse med refleksion over din tilbagemelding til barnet eller den unge, når du inddrager deres perspektiver i beslutninger, der vedrører deres liv.
Lundy opfordrer til, at fagprofessionelles tilbagemelding til børn og unge opfylder de fire opmærksomheder: Fyldestgørende, Forståeligt, Fluks og Følg op.
De fire F’er kan understøtte din tilbagemelding til børn og unge, og anvendes som en integreret del af din inddragelsespraksis. Det er oplagt at anvende de fire F’er som et fælles udgangspunkt for tilbagemeldinger til børn og unge i dit team/din afdeling, og det kan derfor være givtigt at reflektere over dem samlet i forbindelse med for eksempel teammøder/fællesdage, som omhandler jeres praksis for inddragelse.
Du kan læse mere om anvendelsen i vejledningen, som hentes sammen med redskabet.