Hvornår og hvor meget? Lidt om proces og pris på en EPD

Dokumentation for byggevarens miljøpåvirkning og øget transparens er nogle af gevinsterne ved en EPD. Men en EPD koster også mange penge og tager tid at lave. Få et overblik over de faktorer, som betyder mest for prisen og processens længde.

Hvor lang tid tager det?

Det er svært på forhånd at sige, hvor lang tid det tager at udarbejde en EPD, fordi det afhænger af mange forskellige faktorer og aktører. Ventetiden hos både LCA-konsulenter og verifikatorer kan fx have stor betydning for processen, og man skal ikke blive overrasket, hvis det tager op mod et år.

Vælger man at benytte sig af en LCA-konsulent, tager det ofte mellem fire og seks måneder, fra man har kontaktet konsulenten, til EPD’en er udarbejdet – heraf går langt størstedelen af tiden med indsamling af de nødvendige data. Er det en nyopstartet produktion, kan det endda være nødvendigt at indsamle data for et helt år for at sikre en tilstrækkelig årstidsmæssig variation. Det er dog i nogle tilfælde muligt at udarbejde en EPD på baggrund af fx tre måneders produktion. I de tilfælde skal EPD’en kvalitetssikres efter 12 måneder for derved at sikre, at resultaterne i EPD’en stadig er korrekte, og at de repræsenterer et års produktion. Dette kan man med fordel afstemme med verifikatoren.

Har LCA-konsulenten meget erfaring på området, vil tredjepartsverifikationen typisk tage to til fire uger. Har LCA-konsulenten derimod ikke har særlig meget erfaring, kan det tage noget længere tid, fordi der typisk er behov for større ændringer i beregningen, før den kan godkendes.  

Hvad koster det?

Prisen for en EPD kan variere meget, og man kan derfor ikke angive nogen meningsfuld gennemsnitspris. Prisen afhænger primært af følgende fire forhold:

  1. Udarbejdelse:
    Det kan være kompliceret at indsamle de nødvendige data, beregne produktets LCA og udarbejde den endelige EPD. Har man ikke de nødvendige ressourcer internt i virksomheden, skal man afsætte penge til en ekstern LCA-konsulent. Men også selvom man får hjælp fra en ekstern LCA-konsulent, skal man afsætte et betydeligt antal timer til at hjælpe LCA-konsulenten med fx dataindsamling og granskning af produktionsprocesserne. Som hovedregel skal man ikke forvente priser under 100.000 DKK, men i stedet forberede sig på priser fra omkring 120.000 DKK og op, afhængigt af hvor kompleks byggevaren og produktionen af den er.
  2. Verifikation:
    Man betaler tredjepartsverifikatoren for at verificere sin EPD. Det koster typisk mellem 20-30.000 DKK og omkring 5.000 DKK ekstra pr. yderligere EPD. Har man ikke de korrekte data på plads i første omgang, kan EPD’en ikke verificeres, og så koster det en ekstra runde med verifikatoren at få EPD’en godkendt.
  3. Offentliggørelse:
    Man betaler typisk et årligt administrationsgebyr til EPD-programoperatøren, og der er også udgifter til udvikling af et eventuelt tillægsblad, oversættelser til andre sprog eller digitalisering af EPD’en, hvis man ønsker det. De aktuelle priser kan findes på de respektive programoperatørers hjemmesider.
  4. Revision:
    Når EPD’en er udgivet, er den gyldig i fem år, medmindre der sker væsentlige ændringer i produktionen. Herefter er der omkostninger til genverificering hos en verifikator. Der kan også være yderligere udgifter, hvis selve EPD’en skal tilrettes i samme omgang.  

Læs mere om EPD’er, og hvad du skal være særligt opmærksom på som producent i udarbejdelsesfasen

Læs mere om gevinsterne ved en EPD

Kontakt

EPD-puljen