Udviklingen af nye nationale annekser til eurocodes indgår i Social- og Boligstyrelsens strategi for helhedsorienteret bygningsreglement, under temaet "Balancerede krav til nybyggeri". I strategien er projektet beskrevet under initiativ 1.
Læs mere om Strategi for helhedsorienteret bygningsreglement.
Arbejdet foregår i samarbejde med Vejdirektoratet og BaneDanmark og forventes at være færdigt og implementeret i 2027.
Arbejdet gennemføres af Social- og Boligstyrelsens oprettede arbejdsgrupper. Disse grupper består af udpegede eksperter fra branchen og forskningsinstitutioner.
Dette vil bl.a. omfatte en evaluering og justering af det samlede sikkerhedsniveau og øvrigt indhold i de danske annekser.
Der kan frem til 2026 ske revisioner af de eksisterende nationale annekser, hvor eventuelle delresultater fra arbejdet kan blive implementeret i de eksisterende nationale annekser, f.eks. tiltag der reducerer klimapåvirkningen.
Om eurocodes og nationale annekser
Eurocodes er en række europæiske standarder, som sammen med de tilhørende danske nationale annekser fastsætter sikkerhedsniveauet for bærende konstruktioner og beregningsregler for, hvorledes dette eftervises og dokumenteres.
Eurocodes dækker traditionelle materialer som fx stål, beton, glas, træ og murværk, og udarbejdes i det europæiske standardiseringsorgan, kaldt CEN.
Sammen udgør eurocodes og nationale annekser de tekniske krav der stilles til bærende konstruktioner. De bruges til beregning af konstruktioner samt projektering af byggeri, anlæg og broer.
I de nationale annekser kan lande fastsætte egne krav baseret på f.eks. sikkerhedsniveau, lokal byggeskik samt lokale geologiske og klimatiske forhold.
I Danmark stilles de tekniske krav til bygningers konstruktioner i bygningsreglementets kapitel 15 med henvisning til eurocodes og de nationale annekser.
Eurocodes udgives i Danmark af Dansk Standard mens de nationale annekser til eurocodes udgives af Social- og Boligstyrelsen.
Arbejdsgrupperne
For at skabe nødvendige ændringer, som eksempelvis reduceret materialeforbrug, uden at gå på kompromis med sikkerheden, er et tæt samarbejde mellem myndigheder, eksperter og byggebranchen afgørende.
Derfor har Social- og Boligstyrelsen oprettet en række arbejdsgrupper til udviklingen af de nye nationale annekser. Det er Social- og Boligstyrelsen, der udpeger de faglige eksperter til arbejdsgrupperne.
I arbejdsgrupperne indgår udvalgte eksperter inden for hver deres speciale, der skal udvikle de nye nationale annekser. Fire af arbejdsgrupperne er grundlagsprojekter, som behandler tværgående emner, der vil have betydning for alle kommende nationale annekser.
Læs mere om arbejdet og de forskellige arbejdsgrupper ved at trykke på boksene på forsiden
Du kan læse mere om de forskellige roller i arbejdsgrupperne i boksen herunder.