Der er et stadigt større fokus på ressourceforbrug og klimapåvirkning i byggeriet - samt en øget interesse for bæredygtighedscertificeringer. Derfor oplever flere producenter efterspørgsel på EPD’er. Med en verificeret EPD har man som producent dokumentation for byggevarens samlede miljøpåvirkning – og dermed en potentiel konkurrencefordel. Man har også mulighed for en grønnere forretningsmodel og for at øge sin transparens over for kunderne – i forhold til miljøansvar.
En EPD eller miljøvaredeklaration fortæller om et byggeprodukts miljøpåvirkning.
Forkortelsen EPD stammer fra den engelske betegnelse Environmental Product Declaration og dokumenterer en byggevares miljøpåvirkninger, ressourceforbrug og affaldsgenerering igennem hele dens livscyklus - i relation til byggeri og anlæg. En EPD siger ikke i sig selv noget om, hvorvidt et byggeprodukt er bæredygtigt eller ej. En EPD kan bruges, når du vil sammenligne to eller flere byggematerialers miljøpåvirkning på dit planlagte byggeri.
En EPD er mere omfattende end andre varedeklarationer
En EPD er mere omfattende end de varedeklarationer, du kender fra dagligvarerne i supermarkedet. En EPD består overordnet af en produktbeskrivelse, en materialesammensætning og en miljøvaredeklaration. En EPD viser de udledninger (fx af CO2) og det ressourceforbrug (råvarer, energi- og vandforbrug samt affald), produktet har i sin levetid (eller livscyklus). Det vil sige, at man i en EPD både kan se, hvad miljøpåvirkningen er ved at udvinde råstofferne og producere et byggemateriale, og hvad det betyder for miljøet, når bygningen er i drift, skal vedligeholdes og endelig rives ned.
Byggevarens livscyklus
En EPD er som sagt designet til at se på et byggeprodukts miljøpåvirkning i hele dets levetid. En EPD er derfor hovedsageligt baseret på en livscyklusvurdering (LCA) af det konkrete byggeprodukt ud fra en række specifikke beregningsregler kaldet Product Category Rules (PCR'er). Kort fortalt skal en EPD som minimum dokumentere den miljøpåvirkning, der er forbundet med byggeproduktets:
Produktionsfase (A1-A3)
Bortskaffelsesfase (C1-C4)
Næste produktionssystem (D).
Download fase-modellen
De resterende faser i byggevarens samlede livscyklus er stadig valgfrie at inkludere i en EPD.
Med udgangspunkt i EPD’er for byggevarer med samme funktion kan man i designfasen identificere den kombination af byggevarer, der giver den mindst belastende miljøprofil. En LCA på bygningsniveau beskriver hele bygningens miljøpåvirkning over dens livscyklus. Den kan både tages i brug som et beslutningsstøtteværktøj, hvor materialer og byggeprodukter sammenlignes og vurderes op mod hinanden, eller bruges som et dokumentationsværktøj i forbindelse med bygningscertificeringer som fx DGNB.
En EPD er frivillig
1. januar 2023 blev der indført krav om livscyklusvurderinger (LCA’er) for nybyggeri i bygningsreglementet, og derfor stiger efterspørgslen på verificeret dokumentation for byggevarernes miljøpåvirkning.
Men at udarbejde en EPD på sit produkt er pt. frivilligt. Vælger man at udvikle en EPD, skal den dog leve op til kravene i standarderne ISO 14025 og EN 15804 – også kaldet ’EPD-standarden’. Som producent er det vigtigt at være opmærksom på, at den ’gamle’ udgave af EPD-standarden (EN 15804+A1) blev udfaset i november 2022. Det betyder, at den aktuelle udgave af EPD-standarden i skrivende stund er EN 15804+A2.
Læs mere om EPD’er og den forventede fremtidige udvikling på området
Læs mere om EPD'er, og hvordan de udarbejdes