GDV-ordningen

GDV-ordningen er en gebyrfinansieret godkendelsesordning, hvor byggevarer i kontakt med drikkevand kan godkendes og mærkes, så byggevaren kan markedsføres og sælges i Danmark.

GDV-ordningen har hjemmel i bekendtgørelse nr. 1007 af 29. juni 2016 om markedsføring og salg af byggevarer i kontakt med drikkevand (herefter benævnt GDV-bekendtgørelsen), som er ændret ved bekendtgørelse nr. 656 af 31. maj 2023.

Link til bekendtgørelsen

GDV-godkendelse 

Ansøger skal sørge for at opfylde betingelserne i GDV-bekendtgørelsen, og følge retningslinjerne i GDV-ordningens vejledninger.

Ansøgninger om GDV-godkendelse kan først indsendes, når al sundhedsmæssig dokumentation er i orden.

Inden du indsender din ansøgning, anbefaler vi at at læse "Ansøgningsvejledning om byggevarer godkendt til drikkevand".

Du kan finde ansøgningsvejledningen på siden "Ansøg om godkendelse" 

Link til side om ansøgning af godkendelse

Krav 

Kravene til byggevaren afhænger af materialesammensætningen. 

Du kan læse mere om de enkelte krav, i vores oversigt over testkrav for forskellige typer af byggevarer

Oversigt over testkrav for forskellige typer af byggevarer godkendt til drikkevand

PVD-coatede byggevarer, der ønskes godkendt, testes på lige fod med ikke-coatede byggevarer. Ansøger skal oplyse, om der er tale om PVD- eller PVDF-belægninger, og ansøger skal desuden oplyse om eventuelle underliggende belægninger, fx krom og nikkel.

Er den underliggende belægning forkromning eller fornikling, skal der altid foreligge testning for nikkel.

Tilsyn 

Det er en betingelse for GDV-godkendelsen af en byggevare, at der årligt føres tilsyn med, at byggevaren markedsføres på de betingelser, der lå til grund for godkendelsen. Dette inkluderer, at sammensætningen af materialer i byggevaren forbliver den samme. Ændrer varen materiale sammensætning eller sundhedsmæssige egenskaber, er en ny godkendelse påkrævet. 

Kravene til tilsynsaftalen om årligt tilsyn er uddybet i "Tilsynsvejledningen"

Tilsynsvejledning

Tilsynet skal foregå som akkrediteret inspektion. Det betyder, at tilsynet skal være akkrediteret efter DS/EN ISO/IEC 17020 til at udføre inspektion og samtidig også være akkrediteret til at udføre tilsyn i henhold til GDV-bekendtgørelsen.

  • Teknologisk Institut
  • KIWA Sverige AB
  • IMA Materialforschung und Anwendungstechnik GmbH
  • TTR Institute s.r.l.
  • RISE Sverige

Listen opdateres løbende.

Dokumentation 

Når en ansøger opnår godkendelse, tilsendes godkendelsesindehaver et certifikat for det pågældende godkendelsesnummer. Samme certifikat uploades på en offentlig tilgængelig hjemmeside.

Byggevarer, der godkendes under GDV-ordningen, kan mærkes med 'Godkendt til drikkevand'-mærkning.

For GDV-godkendelser udstedt før 1. juli 2016, er mærkning med "Godkendt til drikkevand" obligatorisk. Hvis GDV-godkendelsen er udstedt efter den 1. juli 2016, så er "Godkendt til drikkevand"-mærkningen frivillig.

Gebyrer og takster 

Den 1. juli 2018 er gebyret for en GDV-godkendelse overgået fra at være et fast gebyr til betaling pr. påbegyndt time. Gebyrtaksten pr. time findes i Bekendtgørelse nr. 1669 af 12/12/2023 om gebyrer på byggeområdet fastsat af Social- og Boligstyrelsen.

Link til bekendtgørelsen 

Timesatsen er i 2024 fastsat til 775 kr. pr. time.

Gebyr opkræves pr. måned.

Gebyrtaksten opgives også på Social- og Boligstyrelsens egen hjemmeside.

Link til webside for gebyrer og afgifter på byggeområdet

Virksomheder betaler gebyr til dækning af alle aktiviteter forbundet med en GDV-godkendelse. Dette omfatter behandling af ansøgninger, afrapporteringsforpligtelser, information til ansøgere og offentligheden om ansøgningsprocedure samt om ordningen som helhed mv.

Gebyr opkræves endvidere ved opretholdelse af godkendelse, fornyelse af godkendelser og for tilbagekaldelser, der skyldes, at godkendelsesindehaveren ikke har overholdt betingelser for opretholdelsen af godkendelsen.

Samarbejde med Miljøstyrelsen

Miljøstyrelsen under Miljø- og Fødevareministeriet rådgiver Social- og Boligstyrelsen om krav, testgrundlag og metoder med henblik på at sikre, at kvalitetskravene til byggevarer i kontakt med drikkevandet er overholdt, når vandet kommer ud til forbrugernes taphaner.

Social- og Boligstyrelsen kan henvise til Miljøstyrelsens drikkevandsbekendtgørelse og liste over vejledende drikkevandskvalitetskriterier samt vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg.

Link til Miljøstyrelsens drikkevandsbekendtgørelse

Link til liste over vejledende drikkevandskvalitetskriterier

Link til vejledning om vandkvalitet og tilsyn med vandforsyningsanlæg

Du kan læse mere om krav til godkendelser på l Miljøstyrelsens hjemmeside.

Link til Miljøstyrelsens hjemmeside

Fremtidig EU-lovgivning

Styrelsen gør opmærksom på, at en GDV-godkendelse vil kunne ophøre, hvis der kommer regler ifølge De Europæiske Fællesskabers forordninger, direktiver eller akter, som medfører pligt til at markedsføre under iagttagelse af bestemmelser deri.

Ny EU-akt på vej om overensstemmelsesvurdering

En ny EU-forordning under drikkevandsdirektivet træder snart i kraft og kommer til at gælde fra 1. januar 2027.

Det betyder, at den, som efter 1. januar 2027 vil markedsføre byggevarer i kontakt med drikkevand og ikke har en godkendelse, skal overholde forordningen i stedet for at søge godkendelse ved GDV.

GDV-sekretariatet fortsætter indtil 1. januar 2027 med at udstede 5-årige godkendelser.

Allerede givne godkendelser forbliver gyldige indtil deres udløbsdato.