Nogle boligejere overvejer at få installeret et blødgøringsanlæg i boligen for at begrænse behovet for f.eks. afkalkning af fliser og apparater. Et blødgøringsanlæg ændrer som udgangspunkt vandets kemiske sammensætning ved at reducere vandets naturlige indhold af bl.a. kalk og andre mineraler.
Man skal være opmærksom på, at nogle vandværker allerede blødgør vandet centralt de steder, hvor det er nødvendigt. Inden man installerer et blødgøringsanlæg i sit hjem, kan det derfor være en god idé at undersøge hos det lokale vandværk, om det er tilfældet.
Man skal desuden som forbruger være opmærksom på, at hvis man installerer et blødgøringsanlæg i sin bolig, så er det vigtigt, at det installeres og vedligeholdes korrekt, da det ellers kan ændre drikkevandskvaliteten ved taphanen.
Som forbruger kan man derfor også overveje, om blødgøring af vandet i hjemmet kan begrænses til den del af vandinstallationen, der vedrører det varme brugsvand, så drikkevandsinstallationen holdes fri af blødgøring.
Miljøstyrelsen oplyser, at blødgøring ved ionbytning med natrium fører til, at drikkevandets indhold af natrium øges, idet kalken fjernes og erstattes med natrium.
Drikkevand har et naturligt indhold af natrium i varierende mængder.
Ved installering af blødgøringsanlæg skal man være opmærksom på, at afhængig af blødgøringsgraden og drikkevandets naturlige indhold af natrium kan blødgøring resultere i, at kvalitetskravet for natrium i drikkevand overskrides.