Christianias historie

Christiania er et grønt og bilfrit kvarter i København med plads til at leve på en anden måde inden for lovgivningens almindelige regler.

Christiania rummer mange forskellige historiske og kulturelle lag, og hele området, inklusiv det fredede fæstnings- og voldanlæg, skal fungere som et åbent, rekreativt område for christianitter, københavnere og den øvrige befolkning.

Christianiaområdet består af det tidligere Bådsmandsstræde Kaserne og Christianshavns Vold, som blev etableret i 1600-tallet, og som indgik som en del af Fæstningsringen omkring København.

Volden er et velbevaret militærhistorisk voldanlæg og er karakteriseret som et fortidsminde, der skal bevares til gavn for kommende generationer.

Christiania blev oprettet i 1971 og eksisterede i 40 år på særlige vilkår. Efter mange års usikkerhed om den fremtidige organisering af Christiania og efter mange forhandlinger mellem Christiania og staten, blev der d. 22. juni 2011 indgået en aftale mellem parterne om det fremtidige ejerskab til Christianiaområdet.

Aftalen betød, at en fond, Fonden Fristaden Christiania, den 1. juli 2012 kunne købe hele den del af Christiania, som ligger uden for det fredede voldanlæg.

Staten ejer fortsat voldanlægget og Fonden lejer de bygninger som fortsat ejes af staten og jorden under selvbyggerhusene. Der er i den forbindelse indgået en række konkrete købs- og lejeaftaler mellem Fonden og staten.

 

Kontakt

Christiania sekretariatet