Parcelhus fra 1962

Renovering af parcelhus fra 1962

Bevaringsværdigt parcelhus renoveret med øje for både funktionalitet og æstetik

Funktionel sammenhæng med æstetisk vinkel

Familien overtog huset i 2014, og inden da var der stort set ikke udført renoveringer i boligen, som oprindeligt er arkitekttegnet. Huset havde haft den samme ejer gennem alle årene, og alt stod originalt.

Motivationen for renoveringen var at opnå en bedre funktionel sammenhæng i huset, og stadig sikre den gennemgående æstetiske vinkel. Familien havde især behov for en alternativ rumopdeling, der imødekom børnenes behov for plads. De havde brug for to toiletter fremfor ét, og de fandt det upraktisk, at vaskerummet var i et uopvarmet udhus.

Resultatet

CO₂e besparelse: 26%
Pris for renovering: 3,2 millioner kr.
Boligareal før: 162 m2
Boligareal efter: 219 m2

Renoveringstiltag

  • Ny rumdisponering og tilbygning
  • Hulmursisolering
  • Nyt terrændæk med gulvvarme
  • Udskiftning af ruder i vinduerne
  • Overvejende nye tekniske installationer

For at undgå, at skulle udendørs for at komme over i det tidligere vaskerum, er der etableret en tilbygning, der sikrer direkte forbindelse mellem det gamle hus og det nytilbyggede bryggers, gang, badeværelse og hobbyrum. 

Undervejs i renoveringerne har familien været bevidste om at udvikle huset. Hver gang de har ændret noget i bygningen, har de reetableret og skiftet bl.a. vand, faldstammer og kloakføring. Dermed har de fået nyt vand og varmeførelse i næsten hele bygningen.

Familien har i vidt omfang været bevidste om at bevare de materialer af høj kvalitet, som huset oprindeligt var bygget af.

En løbende renoveringsproces

Renoveringen er sket som en løbende proces gennem årene, hvor der både er lagt gulvvarme, hulmurisoleret og efterisoleret på loftet. De større ombygninger skete i 2018, hvor et nyt badeværelse er etableret, og især i 2020 hvor en tilbygning blev lavet for at skabe forbindelse mellem det oprindelige hus og udhuset.

Familien fik hjælp fra en arkitekt til at designe det nye badeværelse, hvilket også fungerede som en test for at finde ud af, om de ville bruge en arkitekt i fremtidige renoveringsprojekter. Det besluttede de sig for at gøre, da de oplevede, at et sådant grundlag gjorde kommunikationen med håndværkerne nemmere. De fik overslag på de enkelte opgaver, og har derefter afregnet med håndværkerne per udført arbejde.

Renovering af køkken i parcelhus
Før
Renovering af køkken i parcelhus
Efter

Den arkitektoniske ændring af bygningen

Familien har været bevidste om at bevare de kvalitetsmaterialer, som huset havde, og dermed også bevare dets æstetik og historie. Blandt andet er det gamle køkken fra 1960erne ikke udskiftet, men blot renoveret.

De gamle trægulve er pillet op og lagt igen, og det gamle træloft er bevaret. De steder, hvor ruderne trængte til udskiftning, er selve vinduerne bevaret og kun ruden udskiftet.

Plantegning af renovering
Plantegninger af renovering af stuetage

Materialevalg og klimapåvirkning

At mindske klimapåvirkning har været et bevidst mål, dog altid balanceret i forhold til at bevare husets æstetik. Derfor er de to hensyn to sider af samme sag. 

Tilbygningen blev brugt til at vurdere, hvorvidt de også ville kunne ændre ved tagkonstruktionen på resten af huset uden at ændre på arkitekturen, og dermed opnå en bedre energisituation.

Dette var desværre ikke muligt. Familien synes dog ikke, at de kan mærke varmeudslippet, det indebærer. Især fordi de har optimeret den oprindelige bygnings isolering på mange andre punkter gennem hulmursisoleringen, terrændækket og de nye ruder i vinduerne

At genbruge gulvene skete ikke udelukkende ud fra et bæredygtighedsprincip, men også fordi det er meget svært at erhverve træ af den samme, gode kvalitet i dag
- Ejer af huset

Søjlediagram over klimapåvirkning der viser en 26% CO2 besparelse ved renovering

Kontakt

Byggeri

Fakta om huset

Husets byggeår: 1962
Hustype: Parcelhus
Renoveringsår: 2015-2022
Kommune: Aarhus
Opvarmningsform: Fjernvarme

Download denne case her