FASE 2: Fra planlægning til igangsættelse
I projektets anden fase er det tid til at konkretisere projektet og lave en grundig beskrivelse af, hvordan og hvor der skal renoveres, hvilke materialer der skal benyttes osv. Rådgiveren kender lovkrav og kan hjælpe med at udforme projektbeskrivelse og tegninger.
Til sidst er det tid til at indhente tilbud fra de forskellige håndværkere eller en hovedentreprenør, dvs. en entreprenør der påtager sig ansvaret for alle håndværksfag. En udførlig tilbudsliste med detaljeret tegningsmateriale kan sikre dig mod uventede overraskelser.
Gode råd i anden fase af renoveringsprocessen:
- Undersøg om der er servitutter eller lokalplaner, du skal tage højde for.
- Send evt. byggeansøgning til kommunen, hvis det kræves.
- Husk at få din bank eller realkreditforening med på råd, før der indgås kontrakt med den endelige håndværker.
- Vær sikker på, at din rådgiver er opdateret inden for energirenovering.
- Brug energiløsningerne på SparEnergi.dk, hvor man kan blive klogere på de forskellige renoveringstiltag og downloade beskrivelser til håndværkeren.
FASE 3: Fra gennemførelse til afslutning
I projektets tredje fase er det tid til, at projektet realiseres. Det er overblikket, der giver tryghed i en byggeproces. Få gerne rådgiveren til at hjælpe dig med det også. Vær sikker på, at det projekt, du skal have udført, overholder alle krav, herunder bygningsreglementet. Det er typisk en god idé med et opstartsmøde, hvor du, din rådgiver og håndværkerne er med.
Gode råd i tredje fase af renoveringsprocessen:
- Få styr på tilladelser, kontrakter og forsikring.
- Hold et opstartsmøde og løbende byggemøder for entreprenører/håndværkere.
- Sørg for hele tiden at opdatere tidsplanen, så alle er bekendte med den (nogle dele af arbejdet kan bremses, hvis andre dele er forsinkede).
- Aftal en afsluttende gennemgang, hvor der er mulighed for at notere fejl og mangler, der skal udbedres.
- Sørg for at lave en serviceordning, så der bliver ført kontrol
med eventuelle nye installationer såsom varmepumpe eller ventilationsanlæg.