Ældre med epilepsi

Det er helt naturligt, at man bliver bekymret og ked af det, når man får stillet diagnosen epilepsi. Når man får et epileptisk anfald, mister man kontrollen over sig selv. Og selvom det kun varer ganske få minutter, og man ikke kommer til skade, er det ubehageligt. Nogle foretager sig besynderlige ting og bliver flove bagefter.

Oplevelsen af at miste kontrol kan få betydning for personens forhold til sine omgivelser, og hverdagen kan blive præget af angsten for, hvornår det næste anfald kommer.

Angsten og skammen kan betyde, at man holder op med at deltage i aktiviteter, som man før satte stor pris på. Man ønsker måske ikke at være til besvær og vil ikke ødelægge sociale sammenkomster. Man føler sig usikker og mindreværdig og ønsker ikke, at andre skal se én i ydmygende situationer.

Derfor er det meget almindeligt, at ældre personer med epilepsi isolerer sig. De holder simpelthen op med at gå ud eller være sammen med andre, fordi de aldrig ved, hvornår der kan komme et anfald. Isolation, angst og usikkerhed kan i værste tilfælde føre til depression.

Det kan være nødvendigt, at fagpersoner eller pårørende tager problemerne op, da mennesker med epilepsi ofte selv vil være tilbageholdende med at afsløre deres sygdom. Men det er vigtigt, at man ikke ændrer sit sociale liv, men fortsætter med at leve, som man plejer.

Erfaringer viser, at man med en normal og aktiv tilværelse, til en vis grad, kan modvirke anfald. Selvfølgelig skal man vælge aktiviteter, der kan passe med epilepsien, fx skal man ikke gå i vandet, med mindre man er sammen med en, der kan hjælpe, hvis man skulle få et anfald.

Det er naturligt, at familie og venner bliver bekymrede, når ældre rammes af epilepsi. Men selvom det er vigtigt, at de pårørende sætter sig ind i sygdommen, bør de samtidig undgå at være overbeskyttende.

Et anfald kan se uhyggeligt ud, og det er ubehageligt at opleve, at man mister kontrollen under et anfald. Det kan betyde, at familien begynder at blande sig i, hvordan man tilrettelægger sin hverdag. Men der er ingen grund til, at man lader sig beskytte. Det er vigtigt, at man er sammen med familien, som før man fik epilepsi.

Forudsætningen for, at den ældre og de pårørende fremover kan leve sammen, uforstyrret af epilepsien, er, at alle ved så meget som muligt om sygdommen. Især er det vigtigt, at alle er klar over, hvordan sygdommen kan vise sig i den enkeltes tilfælde.

Hvis den ældre bor alene, kan det være svært at få et reelt indtryk af anfaldene. Mange ældre er ikke selv i stand til at beskrive, hvad der er sket, og det kan være svært at vide, om det er epileptiske anfald, eller om anfaldene skyldes dehydrering eller almindelig forvirring.

De fleste anfald, der optræder hos ældre er fokale/partielle. Symptomerne er motoriske forstyrrelser, fx rytmiske trækninger i den ene side af ansigtet eller i en arm. Personen kan blive forvirret, ændre opførsel og tale, stirre lige ud i luften, smaske eller lave formålsløse bevægelser med hænderne og vandre formålsløs omkring.

De partielle anfald er karakteriseret ved, at de ofte efterfølges af en reorienteringsfase, hvor personen genvinder sin orientering. I den periode kan personen virke konfus og forvirret. Efter et partielt /fokalt anfald er det desuden almindeligt, at personen bliver træt og uoplagt.

Næsten alle vil på et tidspunkt få de mere alvorlige generaliserede anfald. De viser sig i denne aldersgruppe som krampeanfald med tab af bevidsthed, hvor man falder om og næsten samtidig oplever en stivhed i hele kroppen. Ganske kort tid efter kommer der rytmiske trækninger i arme og ben. Man trækker ikke vejret under anfaldet, og blodet iltes derfor ikke ordentligt. Dette kan betyde, at hud og læber bliver blå. Et anfald varer typisk ikke længere end et par minutter, men det kan være temmelig dramatisk og voldsomt at overvære.

Umiddelbart efter anfaldet vil personen stadig være bevidstløs og kan ikke vækkes. Bevidstheden går efterhånden over i en dyb søvn. I opvågningsfasen vil man være uklar og desorienteret, og hos ældre kan denne fase være ret langvarig – i nogle tilfælde op til et eller flere døgn.

Om forskellige typer epileptiske anfald

Antallet af ældre, som får epilepsi, er stigende. Men der er stor sandsynlighed for, at de kan blive fri for deres anfald, hvis de får den rigtige behandling.

For langt de fleste ældre mennesker vil epilepsien kunne behandles med medicin. Når en person bliver ældre, kan der ske en række fysiologiske ændringer, som kan påvirke optagelsen og udskillelsen af medicinen. Derfor kan ældre ofte behandles med en dosis AED, som er 25 % lavere, end den sædvanligt anbefalede dosis til voksne.

Ældre er generelt mere følsomme for bivirkninger, og samtidig får de ofte meget andet forskelligt medicin for andre lidelser samtidigt. Det øger risikoen for interaktionen imellem de forskellige præparater.

Ofte er der flere læger involveret i den samlede behandling, og det kan være vanskeligt at få kommunikationen til at fungere mellem de forskellige instanser. Der er derfor en stor risiko for, at der startes eller afsluttes en behandling med mulig interaktion på den antiepileptiske behandling og omvendt.

Vær opmærksom på, at generisk substitution kan give anledning til særligt store problemer hos ældre, der selv sørger for deres daglige medicinering. Når tabletterne skifter farve og form, og man samtidig får andre slags medicin, kan det være svært at huske og holde rede på, hvilke tabletter der skal tages for hvilken sygdom - og dermed er der en stor risiko for fejl.

Det er en god ide at skrive ned hjemmefra, hvad man skal huske at tale med sin læge om.

Her er en huskeliste at tage udgangspunkt i:

• Tag en pårørende/plejepersonale med til lægen. Det kan være svært selv at huske alt, hvad der er blevet talt om.
• Husk at oplyse lægen om, hvilke typer af medicin der i øvrigt tages.
• Få ordentlig besked om, hvornår og hvor tit epilepsimedicinen skal tages.
• Sig til, hvis man på forhånd ved, at man har problemer med at huske at tage medicinen. Her er det en god idé at købe en doseringsæske eller bede hjemmesygeplejen om hjælp.
• Få grundig besked om epilepsimedicinens bivirkninger. Bed lægen om at skrive dem ned.
• Aftal med lægen, hvad man skal gøre, hvis man glemmer at tage sin medicin eller oplever bivirkninger.
• Hvis man får bivirkninger af medicinen, kan man måske få en anden type medicin.
• Medbring udfyldt anfaldskalender.