Det er kendetegnende for mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog, at de lever med mobilitetsnedsættelser, evt. syns- og hørenedsættelser, øvrige sansefunktionsnedsættelser i forskellige kombinationer og en dårlig helbredstilstand.
Mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog har store medfødte eller tidligt erhvervede neurologiske og cerebrale (hjerne)skader samt mellem 2 og 10 diagnoser (med et gennemsnit på 5). Uanset hvilke funktionsnedsættelser denne gruppe borgere har, udvikler de sig positivt gennem meningsfulde samspil med andre.
Støtte fra omgivelserne er vigtig for denne gruppe, da de er stærkt afhængige af omverdenens forståelse og tolkning af deres signaler, lyde, mimik, vejrtrækning, muskelspænding, bevægelser, ansigtskulør osv.
Uden omgivelsernes aktive støtte til bl.a. udvikling af samspil og kommunikation har mennesker med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog svært ved at udvikle sig positivt og vil typisk være uden reel indflydelse på eget liv.