Social scripts

Social scripts for en samtale giver begge personer mulighed for kommunikativt samspil med flere turtagninger. Indtalte ord og visuelle oversigter giver mennesker med multihandicap uden talesprog mulighed for at tage initiativ og styre en samtale.

Social scripts er en kommunikationsstrategi, der giver mulighed for samspil med flere turtagninger.

Social scripts er bygget op over en fast struktur:

  • Opmærksomhedsfangere (Hej, hej!)
  • Indledere (Nu skal du bare høre…)
  • Fastholdere (Og ved du, hvad der så skete…)
  • Turskift (Har du nogensinde prøvet det?)
  • Afsluttere (Det var hyggeligt at snakke med dig - vi ses!).

Social scripts bruges fx sammen med en talebøf (fx en Step-by-Step), der giver mulighed for at indtale i sekvenser, dvs. at man trykker én gang, og så afspilles første sekvens, så trykker man igen, og den siger næste sekvens osv.
Således bliver der mulighed for turtagning i interaktionen. Man kan også lave Social scripts på talemaskiner eller med papirløsninger.

Eksempel på Social script

(Barnets udsagn er indtalt på en Step-by-Step, og den voksne svarer åbent):

Barn: Hej, hej! Hej hej! (opmærksomhedsfanger)
Voksen: Hej! Hvad så?
Barn: Kom lige herhen. Jeg skal vise dig noget... (indleder)
Voksen: Ja, nu kommer jeg.
Barn: Jeg har en hemmelighed i ærmet...
Voksen: Er det rigtigt?! Nej, hvor er jeg spændt!
Barn: Kan du gætte, hvad det er? (turskift)
Voksen: Puh...nej. Et lommetørklæde, måske?
Barn: Nej, men prøv at kigge efter.
Voksen: Okay, så gør jeg det.
Barn: Det er en rød ballon!!
Voksen: Jamen, det er det da også!
Barn: Prøv at puste den op... (fastholder)
Voksen: Ja (Den voksne puster ballonen op)
Barn: Puuust, puust!
Voksen: Ja, ja. Jeg er i gang, men det er hårdt.
Barn: Og giv så slip på den!
(Den voksne slipper ballonen, der flyver omkring med høj lyd)
Barn: Weee!!! Var det ikke sjovt?
Voksen: Jo det var det godt nok!
Barn: Hvad skal vi nu lave? (afslutter)

Ideer og gode råd

  • Lav indtalingen sammen med personen, og lad vedkommende være med til at bestemme, hvad der skal indtales.
  • Brug fx Social scripts til vittigheder, drillerier, gættelege, small talk eller at man fortæller noget.
  • Kan også være supplement til kontaktbog.

Som samtalepartner er det vigtigt at:

  • Altid svare på indtalingerne
  • Undgå at stille åbne spørgsmål, der kan bryde flowet.

Kontakt

Stine Arent Larsen
Specialkonsulent