Ved hjælp af Pragmatisk profil kan fagfolk få et kvalitativt billede af personens kommunikative adfærd og planlægge interventioner, der fremmer kommunikationen.
Metoden består af en struktureret samtale om situationer, der er typiske for hverdagen. Deltagere i samtalen er forældre, pårørende eller anden omsorgsperson og den kommunikationshæmmede selv.
Til metoden hører en manual, der beskriver brug af metoden, samt et interviewskema til henholdsvis børn og voksne. Skemaet indeholder spørgsmål om, hvordan personen agerer omkring forskellige kommunikative handlinger.
Skemaet er delt op efter:
- Kommunikative funktioner
- Respons på kommunikation
- Interaktion og samtale
- Situationsbestemt variation.
Ifølge forfatterne til metoden kan Pragmatisk profil bruges til alle, der har problemer med fx kommunikation, adfærd eller følger af en anden funktionsnedsættelse. Samtidig kan metoden anvendes af en lang række fagfolk som fx talepædagoger, psykologer, ergoterapeuter og lærere.