Hæftet kan sikre, at vigtige informationer bevares og videregives, hvis personen skal gennemgå miljøskift og andre overgange i dagligdagen.
Der tales om miljøskift, når børn og unge med multiple funktionsnedsættelser skifter mellem hjem, skole, fritidstilbud og aflastning. Og om overgange i livet, når børnene går fra børnehave til skole, skole til ungdomstilbud samt fra hjemmet til botilbud - og ved overgangen til voksen-botilbud og aktivitetstilbud. Miljøskift og overgange er et livsvilkår for børnene eller de unge/voksne og deres nærmeste.
Hvad er et KommunikationsPas?
- Et lille hæfte eller side med vigtige oplysninger om barnets, den unge eller voksnes kommunikation.
- Skrevet i 1. person, fx: "Jeg kan ikke tale, men forstår næsten alt, hvad du siger".
- Skrevet i et lettilgængeligt og uformelt sprog, som alle kan forstå.
- Følger personen rundt i hverdagen, så det altid er tilgængeligt og synligt, fx placeret på kørestolen.
- Laves i samarbejde mellem dem, der kender personen bedst, fx i forbindelse med Social Networks interview og sammen med personen selv, når det er muligt.
Hvad er ideen med et KommunikationsPas?
- Hurtigt at kunne præsentere sig selv for nye mennesker.
- En hjælp til kommunikationspartneren, som kan være usikker på, hvordan man kan snakke sammen.
- At kunne præsentere sig selv på en personlig måde.
- At give information om sine kommunikationsmåder (et KommunikationsPas er ikke en kommunikationsbog).
- Især vigtigt i forbindelse med en hverdag med mange miljøskift (fx hjemmet, skole, fritidstilbud, aflastning, botilbud, dagtilbud, fysiologisk behandling) eller ved overgange, fx fra børnehave til skole eller skole til dagtilbud/botilbud - eller hvis man er i en sammenhæng med stor personaleudskiftning.
Hvad kan et KommunikationsPas indeholde?
- Om mig…
- Sådan kommunikerer jeg… / Sådan fortæller jeg dig noget…
- Vigtigt at vide om mig, når vi skal tale sammen…
- Du kan hjælpe mig ved at…
- Vigtige personer i mit liv…
- Jeg kan godt lide…
- Jeg kan ikke lide…
- Sådan fungerer min udpegningstavle/talemaskine…
- Vigtig at vide (fx om medicinering, spisning eller andet).
Gode råd
- Udform KommunikationsPasset, så det er tydeligt, hvad det er, og så folk får lyst til at kigge i det.
- Sørg for, at en person er udpeget til at være ansvarlig for at opdatere oplysningerne med et fast interval.
- Lav evt. en lille indholdsfortegnelse eller faner, hvis passet indeholder mange oplysninger.
- Lav gerne KommunikationsPasset sammen med barnet eller den unge/voksne.