Når mennesker med multiple funktionsnedsættelser ikke kan bruge talesproget til at udtrykke sig, er det vigtigt at se på andre udtryksmåder for hver enkel borger. Alternativ og Supplerende Kommunikation er en fælles betegnelse for de mange måder, som man kan kommunikere på, hvis talen ikke er tilstrækkelig. I daglig tale kaldes Alternativ og Supplerende Kommunikation ofte for ASK eller AAC (Augmentative and Alternative Communication).
Det er vigtigt, at kommunikationspartneren er bevidst om og anvender de samme særlige udtryksmåder, strategier og hjælpemidler i samspillet.
Forskellige udtryksmåder til forskellige situationer
Der findes forskellige grupperinger af udtryksmåder i Alternativ og Supplerende Kommunikation. Udtryksmåder fra de forskellige grupperinger kan optræde sideløbende.
Kropsbaserede udtryksmåder
- Åndedræt (regelmæssigt vs. uregelmæssigt)
- Kropsspænding
- Uro, manglende interesse
- Rettethed, interesse
- Observerende adfærd, fx lyttende udtryk
- Hudkulør/farveskift
- Kropsholdning/-retning
- Blink med øjnene, øjenudpegning
- Mimik, fx smil
- Gestus, fx pegning
- Vokaliseringer (brug af stemme)
- Bevægelser med kroppen, fx ændringer i rytme, intensitet
- Handleudtryk, fx at flytte sig
- Personlige tegn
- Tegnsprogstegn
- Tale.
Partnerbaserede udtryksmåder
- Partneren, der stiller ja/nej-spørgsmål.
- Partneren, der stiller spontant ordforråd til rådighed (som vælges ved hjælp af udpegning, partnerstøttet scanning eller ved at lægge valg i positioner, fx hænder).
- Partneren, som tolker og "oversætter" personens udtryk, så andre mennesker kan forstå dem.
Hjælpemiddelbaserede udtryksmåder
- Brug af fotos, konkreter eller grafiske symboler (udpegning med finger/hånd, øjne, pegeredskab eller partnerstøttet scanning).
- Brug af kommunikationstavler eller kommunikationsbøger (udpegning med finger/hånd, øjne, pegeredskab eller partnerstøttet scanning).
- Talemaskiner/talecomputer med symboler, bogstaver eller ordvalg (udpegning med finger/hånd, pegeredskab, hovedmus, infrarødt lys, øjenstyring, elektronisk scanning m.m.).