Hvordan skal almene ældre- og plejeboliger bygges og indrettes?
Almene ældre- og plejeboliger skal med hensyn til udstyr og udformning være bygget og indrettet til brug for ældre og personer med handicap, herunder kørestolsbrugere. Fra hver bolig skal der kunne tilkaldes hurtig bistand på ethvert tidspunkt i døgnet.
Boligerne kan både etableres som selvstændige boliger og bofællesskaber. I bofællesskaber er der både private arealer og fælles arealer som f.eks. fælles opholdsrum, fælles køkken og hobbyrum.
Almene plejeboliger adskiller sig fra de almene ældreboliger ved, at de er beregnet til personer med behov for omfattende omsorg og pleje. De almene plejeboliger har derfor tilknyttet personale og servicearealer til brug for kontorer, motion m.v.
Hvem ejer almene ældre- og plejeboliger?
Almene ældre- og plejeboliger kan opføres og ejes af almene boligorganisationer, selvejende institutioner, kommuner og regioner. Regioner kan kun opføre og eje boliger, der er særligt indrettet med henblik på at betjene personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.